Et måltid mad kan være begyndelsen på nye relationer. Det er tanken bag et nyt initiativ i Kolding, hvor unge nu bliver inviteret til fællesspisning på Posthuset.
Bag arrangementet står KOMPAS-projektet, Den Blå Bistro og Kolding Kommune, som i løbet af året vil samle unge mellem 16 og 30 år til to større fællesspisninger. Målet er ikke kun at spise sammen, men også at skabe nye fællesskaber på tværs af kommunen.
Første arrangement finder sted den 22. april, mens det næste er planlagt til den 4. november. Begge er en del af den landsdækkende kampagne Danmark Spiser Sammen, der arbejder for at mindske ensomhed gennem fælles måltider.
Ifølge formanden for Socialudvalget i Kolding Kommune er behovet tydeligt.
»Alt for mange unge oplever ensomhed, og vi ved, at det har stor betydning for trivslen at være en del af et fællesskab. Med ‘Koldings unge spiser sammen’ skaber vi derfor et trygt og uformelt rum, hvor unge kan mødes og danne nye relationer. Det handler i bund og grund om at give alle unge i Kolding en mulighed for at blive en del af et fællesskab,« siger Nicolai Boelsmand Asmussen.
Ambitionen er at samle omkring 100 unge til hver fællesspisning. For at gøre det lettere at falde i snak er der tænkt i rammer, der understøtter fællesskabet. Frivillige værter, bordfællesskaber og små aktiviteter skal hjælpe deltagerne med at finde ind i samtalerne.
Aftenen begynder med hygge, spil og musik fra en lokal DJ, inden der dækkes op til fællesspisning ved langborde. Maden leveres af Den Blå Bistro og er lavet med fokus på bæredygtighed.
Der vil også være mulighed for at møde lokale foreninger, som arbejder med unge, og dermed få øje på nye fællesskaber uden for selve arrangementet.
Deltagelse kræver tilmelding, og for 30 kroner får man både mad, snacks og postevand, mens drikkevarer kan købes på stedet.
Bag initiativet står et bredt samarbejde mellem kommune, frivillige og lokale aktører, der alle har det samme mål at få flere unge til at føle sig som en del af et fællesskab i Kolding.









