Ifølge Ritzau har Syddansk Universitet valgt at forbyde brugen af TikTok på deres ansattes arbejdsenheder. Dette er en beslutning, som nu er blevet fulgt af samtlige otte danske universiteter.
SDU har begrundet deres beslutning med anbefalinger fra Center for Cybersikkerhed, der råder statsansatte til ikke at have TikTok installeret på tjenstlige mobile enheder såsom mobiltelefoner og tablets.
SDU’s rektorat har også besluttet, at fakulteter og Fællesadministrationen ikke længere må bruge TikTok til markedsføring, hvorfor SDU også vil stoppe med at være til stede på TikTok. Universitetsdirektør Thomas Buchvald udtaler i en pressemeddelelse, at medarbejderne skal slette appen hurtigst muligt og senest den 21. april.