FC Fredericia spillede tirsdag eftermiddag en træningskamp mod den portugisiske klub CD Mafra, der har samme ejer som FC Midtjylland. Kampens dommer endte med at fløjte kampen af før tid, da han fik nok af portugisernes usportslige optræden.
FC Fredericia er i fuld gang med at forberede sig frem mod sæsonpremieren mod AC Horsens den 21. juli. I lørdags tog holdet hul på rækken af træningskampe, da det blev til et nederlag mod Vejle i en kamp, der varede tre halvlege. Vejlenserne scorede kampens tre mål i den sidste halvleg, hvor FC Fredericia gav debut til U19-keeperen Viggo Pørtner.
Tirsdag gik det løs igen. På træningsbanen bag Monjasa Park skulle FC Fredericia folde sig ud. Det var med kun fire gengangere fra sidste sæsons hold i startopstillingen. Mattias Lamhauge vogtede målet, mens Anders Dahl og Jakob Jessen tog sig af backsene, og Gustav Marcussen indtog en rolle som offensiv midtbanespiller.
Det var ikke til at vide, hvad der ventede mod portugiserne, der er ejet af HEARTLAND, som ligeledes ejer FC Midtjylland. Bag HEARTLAND står rigmanden Anders Holch Povlsen, som ejer blandt andet modekoncernen Bestseller. I den forbindelse er CF Mafra for nuværende på træningslejr i Ikast, og på den måde kom træningskampen mod FC Fredericia i stand. I sidste sæson havde FC Midtjylland lejet en del spillere ud til holdet, hvor de mest prominente navne var Victor Bak og Elias Olafsson. Nu er begge nævnte spillere dog retur i den midtjyske klub, som tidligere har lejet Olafsson ud til FC Fredericia.
Nu ser det til gengæld ud til, at Mafra får to keepere fra FC Midtjylland. Til kampen mod FC Fredericia vogtede østrigske Martin Fraisl målet i første halvleg, og i anden halvleg tog Mark Ugboh over, men det var ikke dét, som stjal billedet i kampen.
Hvor første halvleg var ganske udramatisk, men hvor man kunne se tegningerne til noget i FC Fredericias spil med bolden og enkelte lige-ved-og-næsten aktioner på kanten af feltet, så ændrede billedet sig i anden halvleg.
Begge hold skiftede en del ud. Ind for FC Fredericia kom blandt andet Patrick Egelund, Eskild Dall, Jeppe Brinch og Jesper Juelsgård, men i første omgang var det Jakob Jessen, der fortsatte på banen, som kom i fokus. Han bragede FC Fredericia i front i anden halvleg.
Og så begyndte Mafra-spillerne ellers at blive frustrerede. De gik til makronerne, hvor man tænkte: Slap af, det er en træningskamp. Samme opfattelse havde dommeren, der på et tidspunkt fik nok og stangede en Mafra-spiller det røde kort, som i dette tilfælde betød, at han måtte forlade banen til fordel for en holdkammerat på bænken.
Den var Mafra-spilleren ikke helt med på. En fra Mafras stab måtte ind og forklare den iltre spiller, at han altså skulle se resten af kampen fra sidelinjen og ikke skulle spille videre, og ej heller diskutere mere med dommeren.
Alt imens det portugisiske mandskab fortsatte med at gå til vaflerne i sådan en grad, at FC Fredericias keeper, Mattias Lamhauge, forsøgte at henstille til, at der altså ikke skulle komme nogen til skade, så kunne man se FC Fredericia spille en fornuftig omgang tekniskbetonet fodbold.
Stærkt i billedet stod blandt andet nytilkomne William Madsen, der gør sig centralt på midtbanen. Madsen ligner en spiller, som er udset en væsentlig rolle på, hvad man godt kan betegne som det nye FC Fredericia-hold.
FC Fredericia stod for langt størstedelen af boldbesiddelsen, og det var også tæt på, at føringen blev fordoblet. I medvinden forsøgte Jesper Juelsgård sig direkte med et frispark, men det blev akkurat reddet af Ugboh, der fik pareret forsøget.
Det hårde spil fortsatte fra portugiserne. Dommeren fik stanget endnu et rødt kort ud, og helt galt gik det med et par minutter igen, da dommeren simpelthen fik nok. Han gad ikke se på, at dels Mafra gik meget hårdt til den, og dels at en stor del af Mafras hold konstant brokkede sig højlydt til ham i en aggressiv tone.
Derfor blev kampen fløjtet af ved stillingen 1-0, og FC Fredericia vandt derfor træningskampen CD Mafra, der spiller igen på torsdag mod Kolding IF.
Næste gang FC Fredericia spiller er på lørdag, hvor de spiller deres sidste træningskamp. Det sker på udebane mod divisionskonkurrenterne Esbjerg.