POLITIK. Klokken var næsten 13, da statsminister Mette Frederiksen gik på talerstolen i Folketingssalen og udskrev valg til den 24. marts. Tre timer senere stod Socialdemokratiets folketingskandidat i Fredericiakredsen, Maria Radoor, på Rådhuspladsen i Fredericia, omgivet af lokale partifæller, frivillige og medlemmer af DSU Fredericia.
»Rygterne havde svirret i et par dage, så jeg var enormt spændt på, om det blev i dag eller på mandag,« siger Maria Radoor, der fulgte udskrivelsen hjemme fra sofaen i Kolding. »Men vi var klar.«
For hende var der ingen tøven. Mens tre andre kandidater til Fredericiakredsen – Christian Jørgensen (LA), Lasse Hildingberg (V) og Sune Nørgaard Jakobsen (DF) – sad på byrådskursus i Kolding og først kan hænge plakater op i weekenden, var Radoor allerede på gaden. »For mig er det en festdag. Det handler om at få lov til at fejre demokratiet,« siger hun. »Vi har gået og gjort klar så længe, så det er bare dejligt.«
Vil give Fredericia en stemme
Maria Radoor er 39 år og bor i Kolding med sin mand Tommy og deres to døtre, Emily på 9 og Freya på 14. Hun er oprindeligt fra Holbæk, men har slået rødder i trekantområdet, hvor hun blandt andet har drevet virksomheden Zendoo med afdeling i Fredericia. Virksomheden hjalp psykisk og fysisk syge borgere ind på arbejdsmarkedet.
I dag er hun ansat hos Falck Quick Care i Vejle og sidder i bestyrelsen for Red Barnet. Hendes politiske engagement udspringer af en opvækst i en socialdemokratisk familie, hvor bedsteforældrene var aktive i partiet.
»Når jeg ser på mine to piger, bliver jeg oprigtigt bekymret for deres fremtid,« siger hun i en pressemeddelelse. »Verden er urolig. Krig i Europa, klimakrise, pres på rettigheder, og en ungdom præget af mistrivsel og ensomhed. Det kræver politikere, der tør tage ansvar.«
Hendes ambition er klar: Fredericia skal have en stemme på Christiansborg. Hun peger på byens styrker inden for den grønne omstilling, logistik, kultur og forsvar som områder, der bør repræsenteres tydeligere nationalt.
Ved valget til Europa-Parlamentet i 2024 fik hun 7.743 personlige stemmer – blandt de højeste for kandidater, der ikke blev valgt ind. Samme år blev hun valgt som Socialdemokratiets folketingskandidat i Fredericiakredsen.
Dør til dør
For Maria Radoor handler valgkampen først og fremmest om det direkte møde med borgerne. Det er der, hun trives bedst. »Det sjoveste er mødet en til en. At komme rundt og banke på døre og høre, hvad folk har af bekymringer og tanker,« siger hun. »Jeg har været i politiske debatter, men jeg synes virkelig, det sjove er det personlige møde, hvor man kan etablere nogle relationer.«
Plakaterne er klar til lørdag. Indtil da bruger hun dagene på at møde fredericianerne ansigt til ansigt.
Enhedslisten fulgte hurtigt efter
Maria Radoor var ikke den eneste, der rykkede hurtigt ud. Blot 45 minutter efter hende – klokken 16.45 – stillede Enhedslisten Fredericia sig op foran Føtex i gågaden med en af storkredsens spidskandidater, Selma Bolø, for at dele valgmateriale ud.
Valgkampen i Fredericia er i gang.
Folketingsvalget afholdes den 24. marts 2026.









