Foto: Frank Cilius

Liberal Alliances Nikolaj Steffenauer har langet ud efter udgifterne i Kolding Kommunes Vej og Park-afdeling. Venstre fejer kritikken af bordet.

Nikolaj Steffenauer mener, at man kan spare over to millioner kroner, hvis man kigger på Kolding Kommunes Vej og Park-afdeling. Det gælder alt fra antallet af ledere til besparelser på beklædning.

– Han har ret i, at man kan spare de penge, hvis man vil, men spørgsmålet er så, hvor fornuftigt det er? Nikolaj sidder ikke i byrådet endnu, og nogle gange forpligter viden, når man sidder med det. Der er et serviceniveau, som vi skal overholde, og så handler det om: Vil man gøre midtbyen ren eller ej? Eller vil man ikke have skovlet sne? Man kan sagtens afskedige, hvis det er det, man vil, men det ønsker jeg ikke, da vi lige nu har et serviceniveau, vi kan være bekendt, og som jeg endda gerne vil gøre bedre. Vi skal bruge skattekronerne fornuftigt, og det mener jeg også, vi gør i dette tilfælde, siger Jakob Ville (V), der er formand for Plan- og Teknikudvalget.

Steffenauer anfægter, at der i 2022 blev brugt 761.250 kroner på arbejdstøj, og ifølge ham er det over beløbet for, hvad man ville bruge i det private erhvervsliv pr. medarbejder.

– Det er ikke sådan, at funktionærerne sidder i dyr Fjällräven, som Nikolaj mener, men de skal have ordentligt tøj på. Det er kun rimeligt, at man får noget arbejdstøj, så man ikke slider sit eget i stykker. Vi har altid fokus på at få det bedste udbud, og kan vi løse en opgave bedre selv internt, så gør vi det. I forhold til det med tøjet, så med den mængde tøj, som vi køber ind, får vi som en stor arbejdsgiver en god pris, når vi køber ind i de mængder, vi gør, så jeg står gerne på mål for indkøbsaftalerne, siger Jakob Ville.

Overordnet set er Ville klar til at sende ting i udbud, hvis der er penge at spare, men samtidig skal kvaliteten også være der.

– Kan man i kommunen ikke selv lave den kvalitet, som der skal til, får vi en udefra til det. Vi har ofte oplevet, at når vi kigger på det udefra, så konkurrerer man på pris, og jeg kan komme med et eksempel på rottebekæmpelsen, der kom i udbud for år tilbage. Den røg til et privat firma, og så væltede det ellers rundt med rotter i Slotssøen. Vi endte med at hjemtage opgaven og fik styr på det igen, så det er ikke altid prisen, man skal se på. Det kan ikke passe, at man skal bekæmpe rotter i private hjem, fordi der ikke var styr på det. Vi sigter altid efter at få mest mulig kvalitet for pengene, og det mener jeg også, at vi gør i Vej og Park, slutter Jakob Ville.