Regionsrådet fik mandag en orientering om patientrettigheder og ventetider. Udviklingen går den rigtige vej, men ungdomspsykiatrien er stadig en udfordring. Mandag den 23. februar var patientrettigheder og ventetider på dagsordenen, da Region Syddanmarks forretningsudvalg mødtes. Orienteringen viste en positiv udvikling på flere områder.
Pernelle Jensen, der er medlem af forretningsudvalget, lægger ikke skjul på, hvad hun mener er det centrale.
»For mig er patientrettighederne helt centrale i vores sundhedsvæsen, fordi de skaber tryghed og sikkerhed for dig og dine pårørende, hvis sygdom rammer,« siger hun.
Udrednings- og behandlingsretten giver borgerne ret til udredning og behandling inden for 30 dage. Kan det ikke ske på det sygehus, man er henvist til, træder rettigheden i kraft via en garantiklinik – enten et andet offentligt sygehus eller et privat sygehus.
Ventetiden til behandling af fysiske sygdomme er faldet markant det seneste år og lå i fjerde kvartal 2025 på 31 dage. I voksenpsykiatrien er den gennemsnitlige ventetid nu nede på 21 dage – inden for behandlingsgarantiens grænse på 30 dage.
»Det er glædeligt, at vi er der, hvor vi er nu,« siger Pernelle Jensen.
Hun peger på, at corona-perioden skabte en efterslæb, der krævede brug af private sygehuse for at overholde ventetidsrettighederne, men at regionen nu er på vej tilbage til niveauet fra før pandemien.
»Det går en rigtig god, positiv udvikling,« siger hun.
Samtidig viser tallene, at færre patienter nu visiteres til private sygehuse, mens aktiviteten stiger på regionens egne sygehuse – en udvikling Jensen betragter som positiv, fordi det betyder, at patienterne i højere grad hjælpes hurtigt og tæt på.
Ungdomspsykiatrien er dog stadig en udfordring.
»Der er selvfølgelig en udfordring i forhold til ungdomspsykiatrien, som vi alle sammen godt ved ser lidt anderledes ud,« siger Pernelle Jensen. »Men der er sat rigtig mange forskellige ting i værk.«








