KULTUR. Når Kolding om to uger forvandler sig til festivalby, sker det med teater i centrum. Fra den 23. til den 26. april løber KLAP-teaterfestivalen af stablen, og med sig bringer den næsten 100 professionelle teatre, over 140 forestillinger og op mod 50 internationale teaterfolk fra 17 lande.
Det er 55. gang, festivalen finder sted, og den har i den grad fundet sit publikum. Sidste år blev der udleveret omkring 15.000 billetter, og i år ventes endnu flere at finde vej til forestillingerne.
Festivalen henvender sig primært til børn og unge i alderen 0 til 16 år, men arrangørerne opfordrer alle med interesse for teater til at tage med. Der er noget for enhver smag og alder, og billetterne er gratis.
Dansk børneteater på verdenskortet
At teaterfolk rejser helt fra Korea, Kina, Grækenland og en lang række europæiske lande for at se dansk børneteater, er ifølge festivalens leder Dorthe Skøtt Bébe ingen tilfældighed. »Dansk børneteater er kendt verden over. Det er af høj kunstnerisk kvalitet, og det arbejder seriøst med at henvende sig til helt bestemte aldersgrupper og formidle kunst i øjenhøjde. Det tiltrækker festivalfolk og teateropkøbere fra mange andre lande,« siger hun og tilføjer: »De mange gæster fra udlandet er med til at placere KLAP-festivalen på det scenekunstneriske verdenskort, og det er vi ret stolte over.«
Under festivalen vil der på Koldings hoteller, caféer og restauranter blive talt både engelsk, fransk, tysk, græsk, koreansk og kinesisk. Verden kommer med andre ord til byen, og det vil kunne mærkes i hele bylivet.
Borgmester Jakob Ville er ikke i tvivl om, hvad festivalen betyder for Kolding. »Det er en fornøjelse at byde KLAP velkommen til Kolding for tredje gang. Festivalen forvandler hele byen til en levende festivalplads og skaber stor glæde for vores borgere, når gæster fra hele landet og udlandet besøger vores hoteller, caféer, restauranter og butikker,« siger han.
Billetter frigives fredag
Fredag den 10. april kl. 10.00 frigives alle gratis billetter til årets festival. De kan bestilles online via festivalens hjemmeside, og programmet kan desuden tilgås via festivalens app.
KLAP er klassificeret som en ‘remarkable arts festival’ i EU og er nummer 55 i en næsten ubrudt række siden 1971.









