Mandag markerede Vestre Skole afslutningen på en gennemgribende renovering med et åbent hus-arrangement. Arrangementet fandt sted i skolegården, hvor vejrguderne lige akkurat sørgede for, at der ikke kom regn, mens det hele stod på.

Børnene var samlet i skolegården, da borgmester Johannes Lundsfryd Jensen tog ordet klokken 14:00. I sin tale udtrykte han sin glæde over at være til stede på denne festdag.

– Der har været rigtig meget arbejde på skolen, og nu hvor solen er kommet frem, kan man nyde legepladsen her. Jeg er glad for at være her til denne festdag. Selvom I allerede har brugt skolegården og set lokalerne, er det fantastisk at se det hele samlet til denne markering. Vi begyndte at renovere Vestre Skole i 2020, og ingen forventede, at der ville gå fire år, før vi stod her i dag. Der er sket mange uforudsete ting siden, som selv den dygtigste håndværker ikke kunne have forudset, sagde Lundsfryd og fortsatte:

– For det første har skolens alder på over 100 år medført, at der opstod uventede problemer, når vi begyndte renoveringen. Derudover skabte pandemien udfordringer i dagligdagen. Men vi har været tålmodige og nu står vi med et flot resultat. Vi har fået en smuk skolegård, 10. klasse er flyttet ind, og det samme er musikskolen. I byrådet har vi i mange år været fokuseret på at renovere skoler, og nu er vi endelig færdige med Vestre Skole. Det giver en helt særlig atmosfære, når man er i nye rammer, og det er nemmere at trives i et godt miljø som det, vi har fået her.

Rammerne er taget i brug

Efter borgmesteren talte Bolette Nissen, pædagogisk afdelingsleder på Vestre Skole. Hun fremhævede betydningen af de nye faciliteter for skolens miljø:

– Vi er nået i mål, og det har taget fire år. I denne periode har vores skolegård været delt ind i zoner, for at få det til at fungere. Dette projekt med skolegården er realiseret med midler fra blandt andet Nordea Fonden. Vi har fået faciliteter, der udfordrer vores sanser og inviterer til leg og læring. Børnene har allerede taget rammerne i brug for en måneds tid siden. Så vi er godt i gang. Både børn, voksne og skolen som helhed nyder godt af de nye rammer, hvor vi kan være sammen om at lære, forklarede Nissen.

Herefter indviede kunstner Tine Hecht-Pedersen den nye “samtalebænk”, som er præget af keramik, hvilket er et bevidst valg grundet Middelfarts keramikmuseum, CLAY. Kunstneren inddrog børnene i ceremonien, hvilket tilføjede en personlig og kreativ dimension til arrangementet.

Dagen blev afsluttet med en tur ind på musikskolen, hvor leder Morten Andersen holdt en tale. Her blev der budt på et musikalsk indslag, som han beskrev som chokolade for ørerne, inden det hele rundede af med servering af chokoladekage i skolegården.

Renoveringen af Vestre Skole, som startede i 2020, har involveret omfattende forbedringer og moderniseringer, der har taget fire år at fuldføre. I dag er skolen klar til at byde elever, lærere og hele byens borgere velkommen i de nye, inspirerende omgivelser.

Massive skolerenoveringer

Renovering af skoler har i mange år været en topprioritet for Middelfart Byråd. Fra 2011 til 2026 vil flere folkeskoler i Middelfart Kommune gennemgå omfattende renoveringer, med en samlet budgetramme på 378 millioner kroner.

Ud over Vestre Skole vil Østre Skole, Lillebæltskolen og Fjelsted Harndrup Skole også afslutte deres renoveringsprojekter inden for de kommende år. Derudover har 10’PLUS, et 10. klassestilbud, fået nye rammer på Vestre Skole, hvilket har gjort det lettere for elever fra hele kommunen at tilgå tilbuddet, især på grund af den centrale beliggenhed nær Middelfart Station.