Af Jan Filbært, formand for Retsikkerhed for alle

Om det er en menneskelig egenskab eller noget vi har tillagt os skal være usagt, men når vi taler om mennesker med et handicap, det være sig et synligt som ikke synligt og om mennesker der er en del af systemet hvor de har en sag kørende, ja så er vi først klar ved tasterne når der sker noget eller der skal laves budgetter.

Også her i Fredericia oplever vi denne form for ageren, sagen på Kobbelgården og de afsluttede budgetforhandlinger viser det med alt tydelighed.

Sagen på kobbelgården, fik politikere tidligere ansatte og mange uden kendskab til området til at reagere ved tasterne, nu skulle der orden i sagerne, nu skulle medmenneskeligheden og love – konventioner bringes i spil, for dette her var umenneskeligt, både for de handicappede men også for de tidligere ansatte der stod frem med fysiske som psykiske skader.

Det der kunne undre var at rigtigt mange af de adspurgte politikere enten var helt uvidende om forholdene på Kobbelgården eller var det fordi det var gået i glemmebogen.?

I tiden op til og kort tid efter at sagen havde været i pressen, var der ingen som tog notits af Kobbelgården, det var jo blot igen en bygning i Fredericia med nogle handicappede.

Budgetforhandlingerne lagde op til besparelser i en størrelsesorden der ikke er set før, straks var der politikere der var ude med riven efter de som er på offentlig forsørgelse, nu kunne vi igen se ind på, at det er disse mennesker der er skyld i det hele, men også de ansatte på jobcentrene og i forvaltningen kom til at stå for tur, for også de havde og har også en stor andel i at det hele er ved at falde fra hinanden.

Sporadisk har medierne forsøgt at holde fast i en historie eller to, men det hele forsvinder ud i glemslen, for alle er tilbage i den samme gænge igen, hvor de handicappede bliver glemt og overset, hvor de der har en sag kørende i det kommunale system først bliver interessante igen, når vi skal finde plads i budgetterne, nej det er mere vigtigt at tale om teater og borgmesterkandidater.

Både de handicappede og de mennesker der er en del af det offentlige system, mister fuldstændigt troen på, at forholdene bliver bedre, når vi som by fremturer med denne her ageren.

Fra stilheden og den manglende interesse fra omverden til at blive fremstillet som værende hele problemstillingen er for rigtigt mange mennesker dræbende og med til at de mister livsgnisten og troen på at deres liv kan forandre sig.

Hvor finder vi pengene vil der være mange der vil sige, hvis vi vil forandre forholdene skal vi turde at tænke anderledes, vi skal turde at sætte vores egen dagsorden i Fredericia og ikke altid forholde os til hvordan man gør i andre kommuner.

Vi har borgere der fortjener en anden ageren, en mere etisk korrekt behandling, dette hvis vi vil have dem tilbage i fællesskabet, hvis vi vil have dem til at kunne bidrage. Forsætter vi som by og forsætter nogle af de valgte politikere med at opsætte et populistisk billede op af virkeligheden og kun vise interesse, når der bliver bragt sager op i medierne, ja så opnår vi ingen fremgang og situationen for de nævnte borgergrupper vil blot blive væsentligt forringet.

Men måske vi allerede har glemt.?