Danmark er bygget på stærke fællesskaber, hvor foreningslivet historisk har spillet en afgørende rolle. Det er her, vi mødes på tværs af baggrunde, skaber relationer og løfter i flok. Foreningslivet er en central del af vores demokrati og kultur – men i dag ser vi desværre en dalende tilslutning.

Alt for mange har vænnet sig til, at kommunen, regionen eller staten løser selv de mindste problemer for os. Den kultur, hvor man selv tager ansvar og bidrager til fællesskabet, er udfordret. Det er, som om vi har fået nok i os selv. Måske skyldes det hamsterhjulet – vi løber så stærkt i hverdagen, at vi glemmer værdien af at engagere os i noget større end os selv.

Jeg har selv mærket, hvad foreningslivet kan. Det har ikke bare lært mig om ansvar og samarbejde, men også skabt venskaber for livet. I foreningslivet lærer man, at alle har noget at bidrage med – og den følelse af at være en del af noget større er helt unik.

Hvis vi vil genoplive fællesskabet og styrke Danmark som nation, må vi genopdage værdien af foreningslivet. Det handler om mere end fodboldklubber og lokalråd. Det handler om at tage ansvar, om at bygge broer mellem mennesker og om at skabe en kultur, hvor foreningenslivet prioriteres.

Det kræver, at vi som samfund tør ændre vores mindset. Vi skal slippe tanken om, at staten altid er løsningen, og i stedet tage ansvar for os selv og hinanden. Foreningslivet er nemlig ikke kun et sted, hvor vi får noget – det er også et sted, hvor vi giver noget. Og det giver mening.

Hvis vi alle tog del i foreningslivet, ville Danmark stå stærkere. Vi ville ikke bare styrke vores fællesskab – vi ville også give os selv og vores børn uvurderlige oplevelser, læring og minder for livet.

Foreningslivet er ikke blot en tradition – det er fundamentet, som vores samfund bygger på. Lad os genopdage det, tage ansvar og vise, at vi sammen kan skabe noget større end os selv.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her