Efter sidste byrådsmøde i Fredericia Kommune mandag i denne uge, hvor byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz (Ø) blev anklaget for at overtræde tavshedspligten og misinformere om indholdet af lukkede møder, udtaler viceborgmester Susanne Eilersen (O) nu sin bekymring og kræver handling.
Under mødet, der fandt sted den 13. november 2023, opstod der en ophedet debat om kommunens udvalgsstruktur, hvilket førte til anklager mod Schultz for at bryde tavshedspligten og fremsætte usande udtalelser. Disse hændelser har udløst en reaktion fra viceborgmesteren.
– Jeg vil ikke referere fra vores lukkede møder og heller ikke sige min holdning til spørgsmålet om omkonstituering. Det tager vi et andet forum, men jeg vil slå fast, at det der skete på byrådsmødet, hvor Cecilie Roed Schultz sagde mere end, hun måtte, så talte hun heller ikke helt sandt, fortæller Susanne Eilersen.
Kan du uddybe det?
– Der blev refereret fra et møde, hvad nogen havde sagt, og det er en klar overtrædelse; det er ikke blot imod vores regler, det er også strafbart. Men derudover var det, som blev fremlagt, ikke en nøjagtig gengivelse af mødets diskussioner. Vi har strikte lovgivninger omkring lukkede møder, og at overtræde disse regler er helt utilstedeligt. Det skaber en skadelig præcedens, hvor folk kan insinuere noget, og ingen har mulighed for at svare, uden selv at overtræde loven. Det er en dybt alvorlig sag, der kan sætte andre i en uholdbar situation, forklarer Eilersen.
Viceborgmesteren understreger yderligere alvoren i sagen ved at påpege de juridiske aspekter og de etiske dilemmaer
– Det er simpelthen ulovligt, så sort-hvidt er det. Styrelsesvedtægterne er krystalklare på dette punkt. Derfor finder jeg det yderst uanstændigt, at sådanne handlinger finder sted i byrådssalen. Det er som om, hun ignorerer lovens tydelige rammer og fortæller en historie, som andre betvivler er sand. Men de, der ønsker at forsvare sig, står i en umulig situation; ved at gøre det, ville de også bryde loven. Det er en kritisk problemstilling, der udfordrer både vores juridiske og etiske normer i byrådet, forklarer Eilersen, der ønsker, at det får en klar konsekvens for Cecilie Roed Schultz.
– Jeg mener stærkt, at sådanne handlinger bør have konsekvenser. Selvom jeg ikke er jurist og ikke kan specificere, hvad disse konsekvenser præcist skal være, er det klart for mig, at der bør være nogle. Uden konsekvenser er der intet til hinder for, at sådan en situation kan gentage sig, hvilket potentielt kan sætte andre partier i et dårligt lys, uden at de har mulighed for at forsvare sig. Det er ganske enkelt ikke holdbart, slutter Susanne Eilersen.