Susanne Eilersen (O). Foto: AVISEN

Udbyttesagen i sig selv finder byrådsmedlem i Fredericia Kommune, Susanne Eilersen (O) for sørgelig. Samtidig er hun enig med Socialdemokratiets John Nyborg om, at sagen nu må vendes i økonomiudvalget.

Efter den opsigtsvækkende dom i udbyttesagen, hvor advokatfirmaet Bech-Bruun blev idømt en bøde på 400 millioner kroner er Susanne Eilersen ikke i tvivl om, at det er en nødvendighed, at politikerne nu ser på sagen og får gode råd fra forvaltningen.

– Jeg bakker klart op om John Nyborg. Vi skal vende det her i kommunen. Forvaltningen må komme med en vurdering til økonomiudvalget, så vi får set på det videre samarbejde med Bech-Bruun. Så kan vi se på, om det skal have konsekvenser, siger Susanne Eilersen (O).

Danske Folkepartis Susanne Eilersen slår dog fast, at det er usmageligt, hvad Bech-Bruun har gjort.

– Jeg er ikke inde i dommen, men de er dømt i Højesteret, og vi skal som kommune sørge for at bruge borgernes penge bedst muligt som kommune. Længere er den ikke. Det med, at man kan hive udbytte ud af den danske stat, er ikke de værdier, vi arbejder for som kommunale politikere, siger Eilersen og tilføjer:

– Pengene og skatterne skal blive i Danmark til gavn for danskerne.

Nu er der behov for at få klarhed over, hvad dommen betyder for Fredericias samarbejde med Bech-Bruun.

– Jeg synes klart, at vi skal gøre som John Nyborg siger; vi skal have en tilbagemelding fra juristerne. De skal svare på, om det står mål med vores værdier. Det skal de vurdere. Jeg er ikke jurist, så jeg har brug for deres mening om det her. Vi må se på, hvad det så indebærer generelt, og derfra må vi tage stilling til det, slutter Susanne Eilersen.