Middelfart Kommune har allerede brugt omkring 70 procent af årets vinterbudget. Ifølge driftsleder Carl-Richard Lund er vintertjeneste den mest usikre post i kommunens drift – og udgifterne kan svinge med flere millioner fra år til år. Sne og frost har sat sit tydelige præg på vinterbudgettet i Middelfart Kommune.
Kommunen har et gennemsnitligt vinterbudget på cirka 4,2 millioner kroner om året. Allerede i januar blev der brugt omkring 2,3 millioner kroner, og her i begyndelsen af februar ligger forbruget på omkring 70 procent af den samlede ramme.
Ifølge Carl‑Richard Lund, driftsleder på Entreprenørgården, er situationen ikke usædvanlig – men den er dyr.
»Vi kører næsten på daglig basis i øjeblikket, og det er en dyr post i vores budget. Hver gang vi skal ud at køre med salt og snerydning, koster det,« siger han.
Januar og februar er de tunge måneder
Vinterbudgettet belastes typisk hårdest i årets første måneder. »Vi ved fra tidligere år, at januar og februar er de tunge måneder. Det er dér, det største træk på vinterbudgettet ligger. Nogle år har de været hårde, og så har resten af vinteren været relativt rolig, så vi alligevel har kunnet holde os inden for rammen.«
Men vinteren er uforudsigelig. »Langtidsprognoserne taler stadig om kulde og måske mere sne. Og så har vi jo også oktober, november og december, når vi når dertil. Så det er svært at sige, hvordan det ender.«
Stopper ikke med at salte
Selvom budgettet er under pres, betyder det ikke, at kommunen skruer ned for indsatsen.
»Det er jo ikke sådan, at når vi har brugt pengene på vinterbudgettet, så stopper vi med at salte. Vi følger det regulativ, der er lagt, med den kørsel der er behov for. Vi ændrer ikke noget for nuværende.« Ifølge Carl-Richard Lund er det afgørende, at vintertjenesten fungerer – også selv om det kan betyde merudgifter.
»Det vigtigste for os er, at vintertjenesten fungerer. Og så må vi tage økonomien bagefter, hvis det viser sig, at vi laver en overskridelse.«
Den mest usikre budgetpost
Vintertjeneste er ifølge driftslederen den mest usikre post i hele driftsbudgettet. »Når vi siger, at vi har et budget på 4,2 millioner, så er det et gennemsnit over en tiårig periode. Men det dækker jo over, at vi har haft år, hvor vi har brugt over seks millioner – og år, hvor vi kun har brugt to.«
Udsvingene kan derfor være enorme. »Der er en kæmpe usikkerhed på vinteren, og den er fuldstændig uforudsigelig. Derfor er det svært at beskytte sig imod den.«
Justerer andre steder
Hvis vinterbudgettet overskrides, skal pengene findes andre steder i driften.
Kommunens udgifter til drift er i høj grad vejrafhængige. Tørre somre kan for eksempel betyde øgede udgifter til vanding, mens milde vintre kan give besparelser på salt og snerydning. »Nogle år passer det måske sammen, at vi sparer på vinteren og bruger lidt mere på sommeren – eller omvendt. Det er noget, vi kan justere på.«
Derudover kan investeringer udskydes. »Vi har et investeringsbudget, hvor vi blandt andet udskifter køretøjer. Hvis vi har brugt mange penge på vinteren, kan det være, at nogle maskiner får lov at køre en sæson mere.«
Is i maven
Trods presset er meldingen fra Entreprenørgården rolig.
»Det handler om at have lidt is i maven og se, hvordan det går. Det ser måske lidt voldsomt ud lige nu, men det plejer at finde sin balance over året.« Indtil videre fortsætter saltbilerne og plovene derfor uændret i Middelfart Kommune – også selv om vinterbudgettet allerede er kraftigt belastet.




