Antallet af europæiske varemærkeansøgninger rettet mod bl.a. metaverse er steget eksplosivt på bare to år. Patent- og Varemærkestyrelsen oplever lignende tendens i Danmark.

Flere og flere virksomheder tager deres forretning med ind i det digitale univers. Og i takt med at flere vælger at prøve kræfter med ny teknologi som metaverse, følger behovet for at beskytte sit brand og varemærke mod kopister.

Nye tal fra den europæiske varemærkeorganisation, EUIPO, viser nemlig en eksplosiv stigning i varemærkeansøgninger rettet mod bl.a. metaverse. Antallet af ansøgninger indenfor virtuelle varer er eksempelvis steget fra 237 ansøgninger i 21 til 1599 i 2022. Ansøgninger, der skal varemærkebeskytte de såkaldte Non Fungible Tokens, er steget fra 213 i 2021 til 1270 i 2022, mens ansøgninger rettet mod metaverset er steget fra 5 ansøgninger i 2021 til 362 i 2023.

– Det er en tendens, vi også ser i de danske ansøgninger. Nogle af ansøgningerne kommer fra virksomheder, som traditionelt har produceret varer til den fysiske verden, men nu også ser ud til at forberede sig på det forretningsmæssige potentiale i virtuelle verdener, siger Henriette Vængesgaard Rasch, der er varemærkechef i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Kopivarer er både i den analoge verden og på nettet et omfattende problem, som alene på det danske marked koster virksomheder knap 7 mia. kroner.

– Kopister bevæger sig derhen, hvor der er penge at tjene. Derfor er det vores anbefaling, at man overvejer om og i hvilket omfang man bør beskytte sin forretning med et registreret varemærke – ikke mindst hvordan man skal beskytte det ift. krænkelser i metaverset. Bliver man kopieret uden at have sine rettigheder på plads, er det typisk sværere at gøre noget ved det, siger Henriette Vængesgaard Rasch.

En virksomhed kan bruge sit varemærke til at forhindre andre i at efterligne eller kopiere sit brand. Varemærket er nemlig et bevis på, at virksomheden ejer retten til sit navn, logo eller produktnavne.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her