Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten i Fredericia byråd er klar til diskutere med sine byrådskolleger om Bech-Bruun fortsat skal være Fredericia Kommunes husadvokat, men hun går ikke til samtalerne med de store forventninger, da man efter Danske Bank-sagen, der også omhandlede økonomisk svindel, fastholdt kommunekassen i banken.
Advokatfirmaet Bech-Bruun blev i denne uge idømt en bøde på 400 millioner kroner i den berygtede udbytteskandalesag. Skandalen involverer rådgivning i, hvordan man kunne unddrage den danske stat skattekroner. Afgørelsen er truffet i Højesteret og dermed med endelig. Hos Enhedslistens byrådsmedlem i Fredericia, Cecilie Roed Schultz, giver det sig selv, at kommunens samarbejdspartnere skal holde loven, derfor vil hun også drøfte sagen med sine kolleger nu.
– Vi har en politik i kommunen, der går på, at vi ikke ønsker at bruge nogen, der er på kant med loven, herunder også økonomisk kriminalitet, hvidvask og så videre. Vi har tidligere diskuteret brugen af eksempelvis Danske Bank, men dengang lykkedes det mig ikke at sørge for, at vi fik en anden bank, husker Cecilie Roed Schultz.
– Vi står over for en vigtig drøftelse, fortæller Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten, med henvisning til Bech-Bruun-sagen.
– Jeg er dog ikke særlig optimistisk omkring udfaldet. Historisk har mine ønsker på disse områder sjældent båret frugt. Vores samarbejdspartnere skal i det mindste overholde lovgivningen – det er et absolut minimum, der sætter vi faktisk barren lavt. Rådgivning, der underminerer vores samfund, såsom hvidvask, er fuldstændig uacceptabelt. Derfor har jeg tidligere taget stærk afstand fra f.eks. Danske Bank. Selvom jeg endnu ikke er helt inde i Bech-Bruun-sagen, forventer jeg, at vi nøje skal undersøge den og vores brug af Bech-Bruun, tilføjer Cecilie Roed Schultz.
Hun fremhæver også nødvendigheden af at vurdere kommunens samarbejdspartnere ud fra deres overensstemmelse med kommunens værdier:
– Det er afgørende, at vi vurderer, om vores samarbejdspartnere stemmer overens med de værdier, vi efterstræber. Jeg mener bestemt, at vi har ret til at stille krav i denne henseende. Fredericia Kommune har en betydelig indflydelse på virksomheders økonomi. Derfor spiller det en vigtig rolle, hvilke selskaber vi vælger at samarbejde med, både symbolsk og økonomisk, siger Cecilie Roed Schultz.
Skal man måske til at bruge flere lokale advokater?
– Vi skal løbende bruge ekspertise, og vi har i den forbindelse tidligere talt om advokatvalg, herunder også brugen af lokale advokater. Senest, da vi valgte Horten til borgmestersagen. Dengang var det svært at finde advokater fra lokalområdet, der havde den viden, der var nødvendig, men hvis ekspertisen er til stede lokalt, så skal vi bruge de lokale, slutter Cecilie Roed Schultz. (Ø)