Yasmin kom som tilflytter og blev en del af fællesskabet - nu har hun én besked til andre: Kom, kom, kom
Yasmin Juel Amer er salgs- og marketingchef i Middelfart Boldklub, holdleder for datterens pigehold og medlem af DBU's pige- og kvindeudvalg. Hun er vokset op i Farre ved Give og kom til Middelfart, fordi hun blev gift med en middelfarter. I Derfor Middelfart fortæller hun om at komme til en by, hvor hun bare var en andens kæreste, og om, hvorfor hun i dag siger kom, kom, kom til alle, der overvejer det samme.

DERFOR MIDDELFART. Da Yasmin Juel Amer var ny i byen, viste hendes mand hende et hus i Strib, og hun sagde nej. Det lå alt for langt ude, mente hun, og hun skulle ikke bo i Strib. Den historie fortæller hun i dag med hovedet på skrå, for siden er byen vokset sammen på kryds og tværs i hendes hoved, og de fem kilometer ud til Strib er blevet til noget, man lige kører. »I dag ryster jeg bare på hovedet og griner lidt, for vi er jo vokset sammen på kryds og tværs,« siger hun. Hun var hentet fra Jylland, som hun selv siger det, fra en lille by ved Give, og hun kom til Middelfart af den grund, de fleste tilflyttere kommer af. »Jeg er gift med en middelfarter, og det er i bund og grund derfor, jeg er kommet hertil. Det er også derfor, vi har vores familie her og har slæbt hele vores liv hertil. Så vi bliver her. Medmindre alle mine børn stikker af og samler sig et andet sted, så bliver jeg, hvor jeg er,« fastslår Yasmin Juel Amer.
Det, hun faldt for, kan hun sige på én gang. »Der er en helt særlig kombination af ro og liv. Og så har vi vandet, Lillebælt, lige uden for døren. Det er en by, der vokser, både når det gælder kultur og sport. Det er lidt som en lille by med storbyens liv, og stille og roligt bevæger vi os i den retning.« Hun har boet i de store byer og brugt dem, og hun bruger det hele her også, men det, der holder hende, er, at folk kender hinanden og hilser på gaden, og at byen samtidig er i gang med at blive til noget mere. Den del tog til gengæld tid, for i begyndelsen hilste byen mest på manden ved siden af hende. Hun kom uden børn og uden arbejde i byen, og det navn, folk brugte om hende, var hans. »Da jeg flyttede hertil, var mit navn nærmest ikke Yasmin. Jeg var bare Juels kæreste. Og så tænkte jeg, nej, for pokker,« fortæller hun med et grin. Så hun gik ind i byen, der hvor hun kunne mærke, at hun gjorde en forskel, og det ligger, medgiver hun, i hendes type, hun står helst forrest. I dag er rollerne byttet om. »Nu siger han nogle gange, at han tror, jeg kender flere i byen, end han gør. Men sådan er det jo, når man arbejder i en by. Man får et kæmpe netværk,« lyder det fra Yasmin Juel Amer.

Netværket kom med arbejdet, og arbejdet ligger på stadion. Hun har været i Middelfart Boldklub i otte år, og derfra har hun kunnet se, hvad en fodboldklub gør for en by, som få andre ting gør. »Det, fodbolden kan hernede, er at samle alle mulige mennesker på stadion. Alle typer og alle lag, både frivillige, gæster, unge og gamle. Jeg synes, noget af det fedeste er, når der kommer en flok unge mennesker, som kommer gratis ind, og som bliver ved med at komme. De bliver en del af noget. Det kan man sikkert også i volleyball og håndbold, men det der med at være fælles om noget er utrolig givende i en lille by som vores. Vi skal hænge sammen på en måde, som andre ikke kan,« forklarer hun. Stadion er også der, hvor hun møder byens nye, for tilflytterne dukker op, og det, de siger, er som regel det samme, at det er et hyggeligt stadion, lidt old school, og at naturen og vandet står øverst på listen over grunde til at bo i byen, lige før beliggenheden. »Du er ude på motorvejen mod enten Fyn eller Jylland på ti minutter. Og så fornemmer man hurtigt, at vi er en lille by med en stor bys vibe,« konstaterer Yasmin Juel Amer.
Det, en familie med børn får, når den flytter hertil, ligger for hende at se uden for stadion, i foreningslivet, og det gælder hele kommunen. »Vi har et supersundt foreningsliv i Middelfart, uanset om du kigger på Middelfart by eller tager til Kauslunde, Båring eller Brenderup. Vi har et foreningsliv, der fungerer, og der er også masser af muligheder for dem, der er kreative og ikke nødvendigvis har lyst til at dyrke sport. Så vi har et kæmpe udbud til vores unge mennesker,« mener hun. Selv ser hun det tættest på fra sidelinjen, hvor hun de fleste weekender står som holdleder for datterens pigehold, og datteren spiller desuden på OB’s akademi, så pigefodbolden er blevet hendes egen sag i en verden, hun kalder en mandeverden, på godt og ondt. Det er der, hun bliver skarp. »Jeg bliver helt skør og træt, når tingene ikke er lige, selvom vi i bund og grund yder det samme, uanset om vi er kvinder eller mænd. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at de unge piger, der løber rundt lige nu, får bedre forhold og de samme muligheder som drengene på deres alder. Lige så gode baner, lige så fint tøj og lige så dygtige trænere,« siger hun, og til dem, hun kalder de lidt tunge mænd, der sidder og mener, at pigefodbold ikke er fodbold, har hun en besked. »Prøv nu at stoppe. Kig på vores venner i Tyskland, England og Italien, hvor der sidder 50.000 til 70.000 mennesker og ser en pigefodboldkamp. Vi danskere er der bare ikke endnu, men det skal vi nok komme. Og hvis jeg bare kan være en lillebitte del af den udvikling, så har jeg også mit at råbe op om.«

Lige vilkår på banen er én ting, det, der har haltet, ligger ved siden af, bylivet for de unge, når træningen er slut, og hun nævner et diskotek, der åbner lige om lidt, som et tegn på, at det også er på vej. »Jeg synes virkelig, der bliver arbejdet på, at vi skal have hele pakken, når nu vi ligger, hvor vi gør, midt i Danmark. Der er sket vildt meget de sidste fem år. Det er næsten, som om nogen har trykket på en startknap,« siger Yasmin Juel Amer, der godt ved, at ikke alle i kommunen mener, at knappen sidder det rigtige sted. »Vi støder nogle gange på nogen, der synes, at det hele foregår inde i Middelfart by. Men vi er nødt til at samle noget for at stå stærkere. Det betyder jo ikke, at man ikke skal kunne være med, når man bor i andre dele af kommunen. Tilgængeligheden skal selvfølgelig være der,« tilføjer hun.
Hun kender selv følelsen af, at noget ligger for langt ude, det var trods alt det, hun sagde om Strib, og hun har lært, at afstandene i Middelfart mest findes i hovedet på den, der lige er kommet. Familien har boet flere steder i byen, men aldrig flyttet længere, end at hun i dag kan stå og kigge over på sit gamle hus, og det er det nærmiljø, hun peger på, når hun skal sige, hvad hun egentlig har fået for at sige ja til en middelfarter. »Man hilser på hinanden, og man ved, hvem de andre er. Man kender også nogle gange deres børn. Det er rart, og det er trygt.« Om ti år drømmer hun om, at startknappen stadig er trykket ind, at byen bliver ved med at vokse, og at de unge kommer tilbage, når de har været ude, sådan som middelfartere ifølge hende plejer at gøre. Selv kom hun udefra og blev, og det giver hende et kort svar til familien, der sidder et andet sted i landet og overvejer at gøre det samme. »Kom, kom, kom. Jeg er sikker på, at man ikke vil fortryde at bosætte sig i det her område. Når vi virkelig kigger lidt indad, har vi et område, som få andre kan måle sig med,« siger Yasmin Juel Amer. Og skulle huset ligge i Strib, så ligger det lige om hjørnet.

