78 sorte sider er for mange i et lokaldemokrati
LEDER. Da jeg var ung og læste historie, sad jeg med dokumenter fra Den kolde krig. Sager om spionage, om aflytning, om mistanke mod folk, der stadig lever og stadig har et navn at miste. Det var materiale, hvor man om nogen kunne argumentere for, at noget skulle blive i mørket. Alligevel kunne jeg læse langt det meste. Man havde sat streger, ja, men man havde sat dem med sparsom hånd, fordi udgangspunktet i et demokrati er, at borgeren får lov at se.
Jeg tænkte på de arkiver i denne uge, da AVISENs journalister bladrede gennem Middelfart Kommunes svar på AVISENs anmodning om aktindsigt i Foreningen Traaden, og bagefter kom til mig med 78 overstregerede sider.
148 sider. Overstregninger på 78 af dem. På omkring 45 sider er der stort set ikke andet end sort. Resultatopgørelse, balance, noter, ledelsesberetning. Regnskabsbilaget til den generalforsamling, hvor bestyrelsen besluttede at bruge foreningens overskud på en pulje til byens unge. Og sider i foreningens egen strategi med overskrifter som målgruppe, indsatser og strategisk ansvar. Overskriften står tilbage. Resten er væk.
Jeg vil ikke påstå, at der gemmer sig noget kritisabelt bag de sorte felter. Det ved jeg ikke, og det er netop pointen. Ingen kan vide det. Det eneste, offentligheden kan forholde sig til, er størrelsen af mørket. Og når mørket dækker halvdelen af sagen, bliver spørgsmålet uundgåeligt, om proportionerne er gået tabt.
Kommunen har en begrundelse. Traaden er en erhvervsvirksomhed, står der, der drives på markedsvilkår og uden kommunal støtte i et konkurrencepræget marked, og indsigt kan skade foreningens forhandlingsposition, herunder adgangen til artister. Jeg forstår godt hensynet. Et spillested, der skal købe navne ind, kan ikke lægge sine kontrakter på bordet. Havde kommunen streget kunstnernavne og honorarer ud, havde jeg ikke skrevet denne leder.
Men det er ikke det, der er sket. Der er streget i en strategi, hvis formål efter foreningens egne vedtægter er at fremme det gode ungeliv i Middelfart Kommune. Der er streget i regnskabet for en forening, der bor i tre haller, som skatteyderne har klargjort for 15,4 millioner kroner netto, og hvis direktør er ansat i kommunen og delvist udlånt til foreningen, mens kommunaldirektøren sidder tilforordnet i bestyrelsen. Det er ikke en almindelig privat virksomhed i en almindelig konkurrencesituation. Det er en konstruktion, kommunen selv har bygget, og som kommunen selv er part i. Så meget desto større er offentlighedens interesse i at kunne følge pengene.
Her er det, der bekymrer mig mest. Offentlighedsloven er bygget på en afvejning. Myndigheden skal ikke spørge, om den kan finde en paragraf, der tillader at lukke ned, men om hensynet til den, der kan lide skade, vejer tungere end offentlighedens interesse i at vide. Den afvejning skal foretages konkret, oplysning for oplysning. Når resultatet bliver 78 sider med sort, får man som læser det indtryk, at afvejningen er foretaget én gang og derefter lagt hen over hele bunken.
Det er sørgeligt i et lokaldemokrati. Ikke fordi jeg tror på et komplot, men fordi tillid er det eneste, der holder et fællesskab som Middelfart sammen, og tillid har det med at fordampe i mørke. Et byrådsmedlem sagde i denne uge til AVISEN, at han ikke har set noget lignende i sin tid i byrådet, og at det bekymrer ham. Et andet har sagt, at politikerne ikke blev orienteret, da foreningen blev rykket for millionbeløb. Det er ikke pressens bekymring alene. Det er de folkevalgtes.
Ankestyrelsen skal nu tage stilling til AVISENs klage, og jeg venter på afgørelsen uden at foregribe den. Men uanset hvad styrelsen når frem til, står tabet allerede. For hver gang en kommune vælger den brede pensel frem for det præcise snit, flytter den en lille smule magt væk fra dem, der har krav på at vide, og over til dem, der beslutter, hvad de skal have lov at se.
Jeg kunne læse om spioner. Jeg kan ikke læse et foreningsregnskab fra Gl. Banegårdsvej. Den forskel skal nogen forklare mig.
Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør
