Avisen

Nyheder og indsigt.

avisen.nu › Opinion

Åbent brev til byrådet

Åbent brev til byrådet

Da vi læste forvaltningens oplæg til besparelser, da omstillings- og besparelseskataloget udkom, blev vi meget bekymrede. Vi kunne læse flere oplæg til besparelser på det område, hvor vi er tillidsvalgte, nemlig fritidsområdet. Det er et område, som ligger os meget nær og som vi begge har arbejdet med i efterhånden mange år.

Desværre blev vores frygt gjort til realiteter, da vi i mandags kunne se det faktiske budgetforlig. På vores område- SFO1, SFO2, og aftenklubberne – forventer man at kunne sætte brugerbetalingen op, samtidig med at man kan spare penge også. Det vil unægteligt få en alvorlig konsekvens for de børn, som vi arbejder med og som vi ønsker at give det bedste tilbud muligt.

Når byrådet på mandag vedtager budgetforliget, så skal man vide, at man er medvirkende til at give rigtigt mange børn og unge markant dårligere vilkår i et samfund, hvor de måske mere end nogensinde har brug for noget struktur og nogle professionelle voksne, som kan give dem nogle gode rammer. Vi har stor forståelse for den gordiske knude, som man har stået overfor, men vi har alligevel et behov for at påpege, at det ikke bliver uden konsekvenser.

På SFO1 og SF02-området lyder det i kataloget, at man er blevet færre børn, så derfor synes logikken at besparelser er mulige uden de store konsekvenser. Den hverdag, vi ser, er dog helt anderledes. Vi har mange fantastiske børn, men der er altså også et større antal, som har brug for lidt mere omsorg, guidning og hjælp, end hvis vi sammenligner for 10 år siden. Det er alt sammen noget, vi meget gerne vil gøre, men det er forkert at tro, at man kan spare 2.5 millioner uden konsekvenser.

Aftenklubben blev foreslået lukket, hvilket vi er utroligt glade for ikke sker. Men når man vælger at indføre brugerbetaling, så er man samtidig med til at afskærme et stort antal af de børn, som lige nu bruger tilbuddet, hvilket er problematisk og vil få en konsekvens. Igen skal byrådet være bevidst om, at man sikrer at mange børn vil bruge mere tid på gadehjørnet eller i de forskellige boligområder med hinanden, end sammen med voksne som kender dem og som kan hjælpe dem med de problemer, de end måtte stå med. Når vi samtidig bemærker at besparelsen er sølle 200.000 kr., hvilket er en utroligt lille andel af det store budgetbeløb, så bliver vi faktisk mere frustreret. Det virker ikke til at det er selve beløbet, som er det vigtige, og det er beklageligt. Lige nu oplever vi store budgetoverskridelser på mange områder i kommunen og det er vores opfattelse, at aftenklubben fungerer som et udviklende tilbud for nogle børn, men også som et stærkt forbyggende tilbud for andre børn. Det er det, man kaster væk, for en besparelse på 200.000 kr. Det er selvfølgelig jer, som er blevet valgt til at administrere pengene, men I skal vide, at det kommer til at få konsekvenser for både børn og unge.

Til sidst vil vi komme med en pointe, som er værd at huske på. Vi har igennem en årrække oplevet at vores tilbud har været nævnt i "sparekataloget". Det være sig både aftenklubben samt SFO2. Hver eneste gang, vi har oplevet dette, har det genereret usikkerhed blandt børn og voksne og hver eneste gang, vi har oplevet dette, har vi set en endnu større udfordring med rekruttering af nye medarbejdere. De nuværende medarbejdere frygter for deres fremtid og potentielt nye medarbejdere, har ikke lyst til at risikere en fyring kort efter en ansættelse. Det er stærkt problematisk, da der netop er mangel på pædagogisk personale, hvorfor vi har været i stærk konkurrence med andre institutioner. Det er værd at notere sig.

Vi ved ikke, om det gør en forskel at skrive dette åbne brev til byrådet, men hvis ikke vi havde gjort noget, så ville vi ikke kunne se os selv i øjnene bagefter. For én ting er den hverdag, som vi oplever på vores arbejdsplads, en anden ting er den virkelighed, som børnene oplever. Og det er den, som vi værner om og som vi frygter, I nu er med til at forværre. Markant.

Mvh

Susanne Fynholt Lodberg (AMR) og Andreas Bjerring Tobiassen (TR)

Ullerup Bæk Skolen afd. Fritid Damvej og Skjoldborgsvej

Del artiklen

Læs også

Herslev Børnehave/vuggestue Hvordan kunne det gå så galt?Det konsekvensløse samfund: Regningen kommer. Ansvaret gør ofte ikke.Opfordring til sammenhold og samarbejde i Fredericia KommuneMiddelfart fortjener en mere ordentlig debat