Claus overtog hele firmaet, men holdt fast i sit vigtigste løfte

HÆNDERNE DER BYGGER BYEN. I de år, hvor drengene var små, var der aftener, hvor Claus Rosenberg Led satte sig ind i bilen klokken otte eller ti og kørte tilbage til kontoret på Mandal Allé i Middelfart, mens ungerne lå i deres senge derhjemme, maden var spist, og arbejdet, der ikke var nået i løbet af dagen, lå og ventede på ham. Det var prisen for et løfte, han havde givet sig selv længe før, han ejede noget som helst. »Min grundholdning har altid været, at jeg ikke vil begraves i arbejde. Jeg vil ikke være ham, der ikke kan være hjemme, og jeg vil heller ikke være ham, der ikke kan hente børn,« fortæller han, og billedet af den mester, han ikke ville blive, har han haft skarpt for sig hele livet. »Han møder ind på kontoret klokken fire eller sådan et eller andet vanvittigt om morgenen, og så sidder han der, til maden er færdig og står på bordet derhjemme. Så kommer han hjem, og så er ungerne puttet. Det er bare ikke mig, og det har aldrig været det,« siger han.