TRAFIK. Bilister på E20 Taulovmotorvejen skal væbne sig med tålmodighed de kommende uger. Fra søndag den 9. august går et asfaltarbejde i gang på motorvejen, og det forventes at tage cirka to uger.
Selve arbejdet finder sted i vestgående retning mellem rampeanlæg Fredericia V og rampeanlæg Taulov. Arbejdet udføres som aften- og natarbejde primært mellem klokken 20.00 og 06.00, mens der på søndage arbejdes fra klokken 21.30.

Ved aften- og natarbejdet spærres Taulovmotorvejen mod Kolding ved Motorvejskryds Fredericia. Trafikken mod Kolding ledes i stedet ad Østjyske Motorvej til rampeanlæg Taulov N og derfra ad Skærbækvej retur til rampeanlæg Taulov.
Transportfirmaer, der benytter frakørselsrampen i vestgående retning ved rampeanlæg Taulov, skal desuden være opmærksomme på, at rampen allerede spærres fra klokken 17.30 til 6.00 på de dage, hvor der arbejdes på strækningen. Her opfordres der i stedet til at benytte rampeanlæg Fredericia V eller rampeanlæg Taulov N.







