Bagtrappen
LEDER. Bagtrapper blev opfundet, for at herskabet kunne undgå at møde tjenestefolkene. Det var hele idéen. Et borgerhus fra 1890 har to trapper, en bred i front til dem, der skal ses, og en smal bagved til dem, der bærer. Arkitekturen var en klassestruktur i murværk. Det demokratiske gennembrud vendte den om. Siden 1849 har de valgte været dem, der skal kunne mødes på fortrappen, og det er den stilfærdige, men ikke uvæsentlige grund til, at en borgmester, der mandag aften gik op ad bagtrappen på Middelfart Rådhus, fortalte mere om sin kommune, end han havde tænkt sig.
Rækkefølgen var denne. Inde på rådhuset ventede pressen, da han ankom til mødet, hvor budgettet for 2027 og 2028 skulle vedtages. Han gik forbi med to ord. Efter mødet ventede pressen ved døren til byrådssalen. Han blev siddende, til han kunne tage bagtrappen op til kantinen. Efter middagen med byrådet forlod han rådhuset ad bagvejen. Tre gange stod der nogen med et spørgsmål, tre gange var der en anden dør. Imellem sad han to timer for bordenden og ledede det byråd, der vedtog hans første budget. Det er ikke en mand, der mangler tid. Det er en mand, der har truffet et valg om, hvem der må spørge. Derudover kunne han ikke svare på simple spørgsmål for de borgere, som rammes af budgettet.
Kafka lod sin landmåler vandre rundt om slottet i en hel roman uden nogensinde at komme ind. Det er den klassiske fortælling om magt, der unddrager sig, og den er stadig gyldig, bortset fra én ting. I Kafkas slot er det borgeren, der ikke kan komme ind. I Middelfart er det borgmesteren, der ikke kan komme ud. Han har kæden, han har flertallet, han har budgettet, og han har ikke en dør, han kan gå igennem uden at blive spurgt om et papir, han skrev under på i november. Det er en besynderlig form for magt. Den minder mere om et fængsel end om et slot.
Spørgsmålene er ikke nye. De har stået der siden den 16. september, hvor aftalepapiret fra Tårnværelset blev offentliggjort med borgmesterens underskrift under den sætning, der siger, at kommunaldirektøren skal erstattes hurtigst muligt. Siden har borgmesteren svaret på Facebook, hvor ingen kan følge op, og i et tv-studie i Odense, hvor papiret ikke lå på bordet. Det eneste sted, han ikke har svaret, er over for dem, der har dokumentet i hånden. Det er ikke tilfældigt. Det er en metode, og metoden hedder at vælge sit publikum. Den virker en uge. Den virker sjældent en måned.
Max Weber skelnede mellem dem, der lever af politik, og dem, der lever for den. Han havde et tredje begreb, som man tit glemmer, nemlig ansvarsetikken, viljen til at stå ved konsekvenserne af sine handlinger, også de ubehagelige. Det er den, der afgør, om en politiker er en leder eller en mand med et embede. En underskrift i Tårnværelset var en handling. At forklare den er konsekvensen. Alt det, der er sket siden, har været et forsøg på at få handlingen uden konsekvensen, og det er dét, bagtrappen er. Et arkitektonisk svar på et etisk problem.
Man kan indvende, at en borgmester ikke skylder pressen noget. Det er rigtigt, hvis man tror, at pressen spørger på egne vegne. Det gør den ikke. Den spørger for dem, der ikke kan stå på rådhuset en mandag aften, og som har en rimelig interesse i at vide, om deres kommunaldirektør kan handles væk i en politisk aftale, om deres borgmester skrev under på hvad som helst for at få kæden, og om han selv mener, han har holdt ord. Tre spørgsmål. Tilsammen kunne de besvares på to minutter på en trappe. I stedet blev trappen brugt til noget andet.
Ingen skal hænges ud for at gå den vej, der er mindst ubehagelig. Det ville de fleste gøre. Men de fleste er ikke valgt til at gøre det modsatte. Middelfart fik i november en borgmester, der lovede en kommune, som skulle arbejde på en anden måde end hidtil. Mandag aften arbejdede den som et borgerhus fra 1890. Herskabet tog bagtrappen. Dem, der spurgte, stod ved den forkerte dør.
Spørgsmålene står åbne. Fortrappen gør også.
Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør
