avisen.nu › Opinion

Flad skat på 25 procent – er retfærdighed virkelig så svært at regne ud?

Flad skat på 25 procent – er retfærdighed virkelig så svært at regne ud?

På LinkedIn skriver Alex Vanopslagh under overskriften „Danskerne fortjener at beholde langt flere af deres egne penge“. Alex går dog efter en max procent på 40%. Det synspunkt deler jeg. Faktisk vil jeg gerne gå endnu længere. 

Hvad med en flad indkomstskat på 25 procent, nul fradrag og samme regler for alle?

Ingen jungle af fradrag. Ingen særlige skatteprivilegier. Ingen kreative konstruktioner, hvor den, der har råd til de dygtigste rådgivere, også har de bedste muligheder for at slippe billigere.

Det forslag bragte jeg ind i debatten på LinkedIn, hvor en økonom udfordrede mig med spørgsmålet om, hvordan en sådan skat nogensinde kunne skabe en retfærdig omfordeling, og om den ikke blot ville øge uligheden og dermed skade det lykkelige samfund.

Et relevant spørgsmål. Men måske skulle vi begynde med noget så gammeldags som almindelig procentregning.

Selv Enhedslisten burde kunne regne den ud: Hvis du tjener 100.000 kroner, betaler du 25.000 kroner i skat. Hvis du tjener én million kroner, betaler du 250.000 kroner.

Den, der tjener ti gange så meget, betaler altså ti gange så meget i skat.

Det burde selv den mest ihærdige tilhænger af Enhedslisten kunne få til at gå op på lommeregneren, også uden at nedsætte, et udvalg til at undersøge resultatet.

Men nej. I den danske skattedebat er det tilsyneladende ikke nok, at den højtlønnede betaler langt mere i kroner og øre. Vedkommende skal helst også betale en større procentdel. Hvorfor egentlig? Hvornår blev retfærdighed ensbetydende med, at den samme tjente krone skal beskattes forskelligt, afhængigt af hvem der har tjent den? Skattesystemet skal ikke være en legeplads for revisorer,

Mit forslag handler ikke kun om skatteprocenten.

Det handler i lige så høj grad om at fjerne den jungle af fradrag, undtagelser og særordninger, som gennem årene har gjort det danske skattesystem til noget, der næsten kræver en videregående uddannelse at gennemskue. Jo mere kompliceret systemet er, desto større bliver værdien af at kende smuthullerne. Hvem har bedst råd til skatterådgivere, revisorer og avanceret skatteplanlægning?

Næppe den almindelige lønmodtager. Derfor foreslår jeg et enkelt princip:

Al skattepligtig indkomst beskattes med 25 procent. Ingen personlige fradrag. Ingen særbehandling. Samme regler for alle. Samtidig skal vi sikre, at indkomst, som efter klare regler er skattepligtig i Danmark, ikke kan flyttes uden om beskatningen gennem kunstige konstruktioner.

Det kræver naturligvis særskilte regler for kapitalindkomst, selskaber og formuer. En formue er ikke det samme som en indkomst, og vi skal ikke beskatte den samme krone flere gange, blot fordi den skifter form.

Men princippet bør være enkelt: Gennemskuelighed frem for skatteakrobatik. Er ulighed altid uretfærdig? Min økonomiske debattør frygter, at en flad skat vil øge uligheden. Det er en reel bekymring, som fortjener et seriøst svar. En flad skat er proportional, ikke progressiv. Den vil derfor kunne øge forskellen i disponible indkomster sammenlignet med et progressivt system. Det skal Jeg ikke forsøge at bortforklare.

Men er enhver økonomisk forskel nødvendigvis uretfærdig?

Hvis én arbejder flere timer, tager større ansvar, investerer sine penge eller skaber en virksomhed, skal vedkommende så automatisk aflevere en stigende andel af sin indkomst? Er det statens opgave at udligne enhver forskel, eller at sikre, at alle har rimelige muligheder for at skabe sig et godt liv?

For mig er der stor forskel på lige muligheder og ens resultater. Vi skal have et samfund, hvor mennesker, der har brug for hjælp, får den. Hvor sygdom, handicap og sociale omstændigheder ikke efterlader mennesker uden et sikkerhedsnet. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi skal have et skattesystem, der bliver stadig mere kompliceret i forsøget på at regulere forskellene mellem os.

Men kan regnestykket finansiere velfærden? Her kommer det spørgsmål, som enhver seriøs fortaler for en flad skat skal kunne besvare. Kan 25 procent uden fradrag finansiere de offentlige udgifter? Det ved vi ikke uden en gennemarbejdet beregning.

Fjernelse af fradrag vil udvide skattegrundlaget. Men en lavere skattesats vil samtidig reducere indtægterne fra mange skatteydere. Adfærdsændringer, investeringer og arbejdsudbud kan påvirke det samlede resultat.

Derfor skal forslaget naturligvis regnes igennem. Jeg vil ikke sælge en skattereform på et regneark, hvor man kun har udfyldt de tal, man godt kan lide. Det har vi rigeligt af i politik i forvejen.

Men at en reform kræver grundige beregninger, er ikke et argument for at afvise idéen. Det er et argument for at undersøge den. Et lykkeligt samfund kan ikke måles alene på skatteprocenten. Min debattør kobler ulighed sammen med spørgsmålet om et lykkeligt samfund.

Det er værd at diskutere. For et godt samfund handler ikke alene om, hvor meget staten omfordeler. Det handler også om tillid, frihed, tryghed, ansvar, fællesskab og muligheden for at forme sit eget liv. Vi skal naturligvis finansiere vores fælles velfærd. Men hvorfor er udgangspunktet næsten altid, hvor meget staten skal opkræve, frem for hvor enkelt og effektivt vi kan gøre det?

Hvorfor skal borgerne bruge tid og penge på at dokumentere fradrag, som politikerne først har opfundet, som administrationen og bagefter skal kontrollere? Vi skaber et bureaukrati for at administrere et andet bureaukrati, og så undrer vi os over, at det offentlige er blevet dyrt.

Lad os gøre kagen større. Mit forslag om 25 procent flad skat og nul fradrag er ikke et færdigt finanslovsforslag. Det er et principielt udgangspunkt for en nødvendig diskussion.

En diskussion om, hvorvidt skattesystemet skal være et redskab til at styre borgernes økonomiske adfærd i alle detaljer, eller om det først og fremmest skal finansiere vores fælles opgaver efter enkle, forståelige og lige regler.

Jeg foretrækker det sidste. For måske skulle vi bruge lidt færre kræfter på at diskutere, hvordan vi fordeler kagen, og lidt flere på, hvordan vi gør den større. Lad mig slutte med tre spørgsmål til både økonomer og politikere:

Er et skattesystem retfærdigt, fordi det er progressivt, eller fordi reglerne er gennemskuelige og gælder lige for alle?

Hvorfor skal det være lettere at forstå sin mobilregning end sin skatteopgørelse?

Hvis vi virkelig ønsker et lykkeligt samfund, hvorfor begynder vi så ikke med at vise borgerne lidt større tillid til, at de selv kan forvalte deres egne penge?

25 procent. Nul fradrag. Samme regler for alle. - Det er i det mindste et forslag, som kan være på bagsiden af en serviet, og som jeg gerne ser regnet grundigt igennem, før nogen erklærer det umuligt.

Del artiklen
Spil – prøv vores spil på avisen.nu →

Læs også

Skatteborgerne betaler – og hykleriet trives.EPX i Fredericia skal tæt på fagene, ikke væk fra demSvar til Sune Nørgaard JacobsenStore visioner kræver klare svar om økonomi og ansvar