Business Fredericia siger farvel til Kristian Bendix Drejer med åben reception

BUSINESS. Kristian Bendix Drejer har været erhvervsdirektør i Business Fredericia siden 2015, og nu går han på pension. Fredag den 20. november holder Business Fredericia afskedsreception for ham fra klokken 14 til 17 i Ryes Restaurant på Hotel Fredericia på Vestre Ringvej. Venner og forretningsforbindelser er inviteret til en eftermiddag med netværk og samvær. Hans sidste arbejdsdag i Business Fredericia er den 18. december.
Da Kristian Bendix Drejer kom til Fredericia, var der endnu ikke en organisation at komme til. Det fortalte han AVISEN i 2025, da han havde været erhvervsdirektør i ti år.
»Der var ingen telefon, intet kontor, kun en vision og en mission. Jeg gik ind til Brit, som arbejdede dér, og spurgte, om hun kunne hjælpe mig med en stol og et bord. Og så gik vi ellers i gang,« sagde han.
Det gik hurtigt med at få Business Fredericia op at køre.
»Vi performede næsten fra dag ét. Det var en fed fornemmelse. Der var sådan en Klondike-stemning,« fortalte han dengang.
Han så en by, der havde brug for at komme op ad bakke.
»Fredericia var lidt træt dengang. Ikke meget caféliv, og ingen troede rigtig på Kanalbyen. Men vi fik samlet erhvervslivet og byen, så der kom en fælles tro på tingene. Pludselig fik vi streetfood, bryghus, flere caféer, og byen vågnede op.«
Business Fredericia var med til at få både DLG og Google til byen, og det fremhævede han som nogle af højdepunkterne. Han glædede sig dog lige så meget over de små sejre.
»Det var gigantstort, da vi landede DLG og Google. Men jeg glæder mig også, når vi hjælper små virksomheder og iværksættere til succes. Store eller små sejre, de tæller alle sammen.«
Inden Kristian Bendix Drejer kom til Fredericia, havde han arbejdet med miljø i Sønderjyllands Amt og med erhvervsudvikling i Polen, Kolding, Ribe og Esbjerg. Han fortalte AVISEN, at han flyttede til en by, som mange havde glemt.
»Da jeg kom her, sagde jeg, at byen var undervurderet, og at den ikke performede. Det var en by, man syntes var lidt henglemt og lidt grå, og som var overset. Sådan var holdningen rundt omkring også. Folk spurgte, hvorfor jeg dog ville herover. Men byen lå så langt nede i Dansk Industris undersøgelse, at vi kun kunne gøre det bedre. Jeg så et udviklingspotentiale,« sagde han i september.
Han har selv oplevet, hvordan byen har forandret sig.
»Det kan godt være, at man ikke tænker over det, når man bor her, men der er lavet nogle kæmpe forandringer i de her ti år. Jeg nyder at gå ned på pladserne og se, hvor mange stole der står i dag, hvor folk sidder og hygger sig, når solen skinner.«
For ham har det handlet om at få folk til at arbejde sammen.
»Jeg har altid gået op i, at man skal kunne gøre en forskel. Men det kan man ikke alene. Man skal gøre det sammen med nogen. Når man begynder at lave et netværk, der arbejder sammen, så bliver det stærkt.«
Han bliver boende i Fredericia, når han stopper.
»Ja, det er vores plan at blive. Vi ligger så godt strategisk, og jeg har fire unger rundt omkring i Danmark. Det her er et fedt sted, hvis man hurtigt vil kunne komme rundt. Der er kun to timer til det hele i Danmark. Og vi bor godt,« sagde han.
Han har også planer for tiden efter arbejdslivet.
»Jeg er der, hvor jeg vil gøre arbejdet færdigt ordentligt og sikre en god overgang til næste generation. Når jeg stopper, skal jeg skrive en børnebog, rejse og opleve verden sammen med min kone.«


