Oversete unge flygtninge fra krigen i Ukraine bor spredt ud i hele Danmark. Nu samles de for første gang i København den 2. december, når Crossing Borders og Bevar Ukraine med støtte fra Tuborg Fondet og BUPL kickstarter et fællesskab for at styrke de unges stemme og netværk for en bedre tilværelse i Danmark.

Når december går i gang mødes ukrainske unge fra hele Danmark med danske deltagere fra ungdomsorganisationer, der ønsker at inspirere og samarbejde med Ukrainske unge.

Det foregår lørdag den 2. december fra 10:00-17:00 i Bevar Ukraines lokaler på Rådhuspladsen i København.

Her vil de unge henover syv timer samarbejde om at kickstarte Youth For Ukraine, et initiativ, hvor de kan lave egne projekter.

Mangel på netværk
Det er første gang, der tages et landsdækkende initiativ for ukrainske unge i Danmark:

En målgruppe, der har været overset, fordi de næsten allesammen arbejder eller studerer for at få deres liv i Danmark til at hænge sammen, og derfor ikke er særligt synlige i gadebilledet. Det fortæller projektkoordinator Carl Damm fra Crossing Borders:

– Det er unge, der har været alt fra kunstnere, musikere, eventmanagers og alt muligt andet, og som nu i Danmark befinder sig i en helt uvant situation: Uden netværk og forståelse for, hvordan det danske samfund fungerer, og dermed mulighed for at realisere sig selv.

Ny stemme til ukrainsk ungdom
Bevar Ukraine, der er den største humanitære organisation for arbejdet med Ukraine i Danmark, beskriver de ukrainske unge i Danmark som ”fortabte”.

Nu vil Crossing Borders og Bevar Ukraine med Youth For Ukraine give dem muligheden for, at komme til udtryk og få en stemme her i Danmark, samt et netværk der kan støtte dem.

– Det er ret rørende at læse ansøgningerne fra de unge, der kommer fra Ålborg, Odense, Århus, København, Herning, Silkeborg og Juelsminde. Det er tydeligt, at de alle savner et fællesskab med andre ukrainske unge. Nogen af dem er højtuddannede og virkelig motiverede for at hjælpe andre af deres unge landsmænd, udtaler projektkoordinator Carl Damm fra Crossing Borders.

Værktøjer til et godt liv
Med Youth For Ukraine kan de unge fremadrettet sammen finde nye løsninger på deres udfordringer som unge i Danmark, bruge deres kompetencer i praksis og tage lederskab for at skabe et godt liv, mens de er her.

Projektet bygger på eventet Young U-nite, der blev afholdt d. 1 juni 2023 i Amager Bio.

Her arbejdede ukrainske unge sammen med Teater ZeBU og Bevar Ukraine på et program, der blandt andet inkluderede musikkoncerter med Oh Land.