Med begrundelsen, at de har sat Fredericia på verdenskortet, blev “Cykeldrengene”, Nicklas Flenø Mikaelsen og Emil Fammé Hansen, kåret til årets fredericianere tirsdag klokken 11:11.

Traditionen tro skulle årets fredericianer kåres, og som sædvanligt havde der været et hemmelighedskræmmeri op til, hvor Frederik den IIIs Laug ikke ville komme ind på, hvem det var, og det var derfor med spænding, at kåringen skulle finde sted på Rådhuspladsen i Fredericia.

Der var dog nogle, der vidste det, blev det hurtigt klart. Familie var troppet op, og hurtigt blev det klart, hvem der var tale om, nemlig barndomsvennerne Nicklas Flenø Mikaelsen og Emil Fammé Hansen, der har været venner i over 20 år, på trods af, at de begge er årgang 1997.

De gik begge på Skjoldborgvejens Skole og spillede fodbold sammen i Fredericia fF, og til dagligt var de allerede dengang sammen så tit som muligt, og siden har de udviklet et venskab, der er blevet deres levevej. I dag er de kendt som Cykeldrengene efter, at de har cyklet jorden rundt, vundet TV-programmet Alene i Vildmarken og været på cykel over indlandsisen. Imellem ekspeditionerne og deres eventyr har Nicklas og Emil holdt utallige foredrag, men nu kan de skrive mere på cv’et.

De er nemlig blevet kåret til årets fæstningsdrenge, efter at Frederik den III Laug havde valgt dem, og det offentliggjorde de traditionen tro den 11. juni klokken 11:11, hvor lauget marcherede fra Frederik den IIIs Plads og ind til Rådhuspladsen, hvor spændingen blev forløst ved “den selvbestaltede formand” Michael Kristensen.

Har gjort Fredericia kendt i hele verden

Kristensen spejdede rundt efter Cykeldrengene, som ikke var synligt til stede på Rådhuspladsen. Frederik den IIIs Laug konstaterede højlydt, at Nicklas og Emil nok var ude at cykle, og ganske rigtigt. Det var de. Cykeldrengene kom cyklende ind på Rådhuspladsen, satte cyklerne ved deres familie og fik derefter ord med på vejen af Michael Kristensen.

– I år har I med jeres ufattelige lyst til at opleve og udleve gjort Fredericia kendt i hele verden. Man kan i flæng nævne jorden rundt på cykel, polarekspeditionen, Alene i Vildmarken og på cykel over indlandsisen. Det er med stor glæde, at vi i Frederik den III Laug kårer jer til årets fæstningsdrenge, sagde Kristensen blandt andet.

Til applaus fra den fremmødte familie og andre interesserede fredericianere blev Nicklas og Emil tildelt medaljer og et billede i ramme som symbol på, at de er “årets Frederik,” samt en stor kage.

Dermed går Cykeldrengene i fodsporet på blandt andet Anders Østergaard, Bent Jensen og Melvin Kakooza, der tidligere har fået titlen som “Årets Fæstningsdreng.”

Se her alle vinderne af titlen:

  • 1989: Vagn R. Hansen & J. B. Nielsen – Erhvervsrådet/Årets By
  • 1990: Børge Larsen – Byen for Alle
  • 1991: Henning Møberg – Grøn Kommune
  • 1992: Dan Dorshel – Spillestedet Det Bruunske Pakhus
  • 1993: Mogens Jeppesen – FHK
  • 1994: Mogens Ussing – Byrenovering
  • 1995: Bent Oxbøll – Fredericia lidt grønnere
  • 1996: Fredericias borgere – Årets By
  • 1997: Ole Nikolajsen – Triathlon
  • 1998: Henning Høngsmark – Fredericia Volds Bevarelse
  • 1999: Peter Fløe – Byggeri til nye virksomheder
  • 2000: Kaj Petersen – FHK
  • 2001: Helge Reinhardt – Kulturengagement
  • 2002: Mogens Zarling – Ambulancelæge
  • 2003: Jesper Larsen – Ungdommens Hus
  • 2004: Jordånden – Kunst
  • 2005: Kent Jensen – Jazzklubben Pakhuset
  • 2006: Team Jiyo – Showgruppe
  • 2007: Torben Vendt – Bjørn Nørgaard projektet
  • 2008: Carsten Bøttern – MC arrangement 2008
  • 2009: Mette og Rainer Gassner – gastronomi i topklasse
  • 2010: Olaf Helios – Ældresagen
  • 2011: Peter Mejer Mortensen – Fredericia Sommerrock
  • 2012: Uffe Steiner Jensen – Tidl. Borgmester Fredericia
  • 2013: Messe C, byens store messe- og konferencecenter.
  • 2014: Søren Møller – Fredericia Teater/Fredericia Musicalakademi
  • 2015: Anders Østergaard – Monjasa
  • 2016: Bent Jensen – t.hansen.dk
  • 2017: Bridgewalking Lillebælt – repræsenteret af Lone Skjoldaa
  • 2018: Event C
  • 2019: Madsby Legepark
  • 2020: Grundet corona ingen prismodtagere
  • 2021: Melvin Kakooza
  • 2022: 7.Regiments Musikkorps i Fredericia.
  • 2023: Kristian Bendix Drejer – Business Fredericia
  • 2024: Cykeldrengene, Nicklas Flenø Mikaelsen og Emil Fammé Hansen