Danmark kom ud i forlænget spilletid mod Norge i VM-semifinalen, men i sidste sekund lykkedes det Norge at få bolden i kassen til 29-28.

Danmark var så tæt på, og alligevel så langt fra. Længe tyede det på en dansk triumf mod Norge, der var udspillet af det danske landshold i første halvleg af opgøret. Althea Reinhardt agerede levende mur, og i angrebet blev de rette åbninger fundet. Det gav Danmark en pauseføring på 14-9.

I anden halvleg begyndte danskerne at halte angrebsmæssigt. Silje Solberg i det norske mål fik fat, og samtidig faldt danskerne i niveau angrebsmæssigt. Det gjorde, at Norge stille og roligt fik spist sig ind i opgøret og fik udlignet til 22-22. Det lykkedes også Norge at komme foran 23-22, men danskerne fik udlignet til 23-23, og så stod den på 2×5 minutter forlænget spilletid i første omgang.

Danmark udlignede til 28-28 i anden halvleg af den forlængede spilletid på straffekast, da Kristina Jørgensen bragede bolden i kassen, men Norge fik et sidste angreb, hvor de fik muligheden for at score.

Længe lignede det, at danskerne havde styr på det norske angreb, men i sidste sekund lykkedes det Henny Reidsted at score til 29-28, der blev kampens resultat.

Dermed skal Danmark spille bronzekamp på søndag, mens Norge skal spille VM-finale, og kan forsvare guldet, som de senest vandt i 2021.