Coronapandemien stoppede i et par år de traditionsrige forårsopvisninger og i år skulle det vise sig, om marts måned igen skulle være lig med gymnastik, spring og glæde.

Det var ikke uden en vis spænding, at DGI Sydøstjyllands nye gymnastikkoordinator, Julie Darling, skød forårsopvisningerne 2023 i gang. Efter nogle hårde år under corona skulle det endelig vise sig, om gymnasterne var klar til at indtage gulvene og om publikum ville bakke op.

Heldigvis var nervøsiteten ubegrundet. For både gymnaster og publikum strømmede til hallerne overalt i Sydøstjylland.

– Vi har haft 14.000 gymnaster på gulvet i år. Det er 5.400 flere gymnaster end i 2022 og næsten på niveau med 2019, som var året før corona-nedlukningen. Knap 12.500 publikummer har været til en opvisning, hvilket er 2.600 flere end sidste år. Det var tydeligt, at både gymnaster og publikum virkelig havde glædet sig, fortæller Julie Darling.

Ros til de frivillige

DGI Sydøstjylland har afviklet ni opvisninger i landsdelen og gymnaster i alle aldre og niveauer havde trænet hårdt for at kunne forkæle publikum.

– Det er lidt rørende og meget glædeligt at opleve, hvordan gymnastikken er tilbage og har fyldt hallerne den sidste måned. Det tegner godt for idrætten, som jo også har oplevet, hvordan medlemmerne kommer tilbage i gymnastikforeningerne. Alene i vores landsdel er cirka 1.700 skønne unger mellem 0-12 årige begyndt til gymnastik det sidste år. Så jeg er sikker på, at vi også i de næste kan blive forkælet med fantastisk gymnastik i vores landsdel, siger Julie Darling, som afslutter med at rose de frivillige:

– Jeg kan ikke rose de frivillige trænere og instruktører nok. Det har kæmpet helt vildt for at vise, hvad gymnastikken kan og for at få medlemmerne tilbage. Det er så fortjent, at de endelig kunne mærke glæden og begejstringen og hvor meget gymnastik betyder for mange mennesker.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer