FC Fredericia fik fredag aften 1-1 med hjem fra udekampen mod AC Horsens. Det holdt hårdt, da udligningen kom i overtiden, men det gjorde den ikke mindre værd af særligt én årsag.

FC Fredericia har gang i en god sæson. Holdet er videre til pokalkvartfinalen, og i NordicBet Ligaen er holdet på en tredjeplads. Det står i stor kontrast til sidste sæson, hvor holdet var nedrykningstruet.

Fredag blev det til endnu et point, og dermed holder FC Fredericia distancen på otte point ned til den magiske syvendeplads, der ikke kommer med i oprykningsspillet, da det kun er top-6, som er en del af det. I FC Fredericias nuværende forfatning virker det utopisk, at FC Fredericia går så meget ned med flaget, at holdet bliver overhalet bagfra af fire hold og bliver skubbet ud af top-6. Derfor var det ekstra vigtigt at holde AC Horsens på afstand.

Derfor var glæden heller ikke til at tage fejl af efter kampen, da holdets cheftræner, Michael Hansen, gjorde status.

– Når vi udligner så sent, er det dejligt. Det lykkedes til sidst at få den ind, så tidspunktet taget i betragtning, er vi lykkelige og holde afstanden til syvendepladsen, som er vigtig at holde væk. Alt i alt var det virkelig godt, sagde Hansen.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Han erkendte, at det ikke så godt ud i den første del af kampen.

– Den første halve time var ikke ret god, vi skabte intet, og de første 20-25 minutter var vi under pres på en irriterende måde, da vi ikke vandt nærkampe og ikke fik andenboldene. Det er en del af spillet, det der, det gjorde, vi kom under pres. Derefter vendte kampen, selvom vi ikke skabte nok. Strukturen så fin ud for os til sidst, sagde Michael Hansen.

Tobias Bach udlignede i det 91. minut på en tilfældighed, da et skud blev rettet af. Var den ikke gået i mål, var FC Fredericia kommet tomhændet hjem fra Horsens.

– Der er en kæmpe verden til forskel. Mindsettet på holdet skal man se, da vi udligner. Folk ville vinde og jublede ikke lang tid. Bolden skulle hurtigt op på midten. Undervejs byttede vi på mange positioner, og det folk holder tålmodigheden og blev mere og mere målsøgende, forklarede Michael Hansen.

AC Horsens scorede til 1-0 på straffespark. Det skete efter en lang bold blev spillet om bag FC Fredericias forsvar og gav en friløber til Frederik Heiselberg, der blev nedlagt af Frederik Mehder i FC Fredericias målfelt.

– Det er dårligt, at vi ikke læste bolden på deres banehalvdel, og så kom der en simpel bold bag os. Frederik Mehder (FC Fredericias målmand, red.) havnede lidt på mellemhånd mod Frederik Heiselberg. Det er irriterende, sagde Michael Hansen.

Generelt set har FC Fredericia dog været forskånet for personlige fejl set over en bred kam i efterårssæsonen.

– Fodbold er med fejl, og den periode, hvor vi ikke var gode, lavede vi også fejl på bolden, men det her var udslagsgivende for kampen. De endte med at forsvare sig resten af kampen, og måske fik vi lettere betingelser i opbygningen, da de trak sig til. På den anden side ville jeg gerne have haft, at kampen var åben i længere tid, da jeg gerne ville have Horsens frem, så man kunne spille imellem, sagde Hansen.

https://osg-as.dk/

Kigger man på de to holds budgetter, havde det før sæsonen været utopisk at tro, at FC Fredericia på oddset ville være favoritter til en kamp mod AC Horsens.

– Det havde jeg ikke troet før sæsonen. Som sæsonen har udviklet sig, var vi favoritter, og vi kom for at vinde. Vi gav os værre betingelser til at starte med, men jeg er glad for det point, vi fik. Alternativet var et nederlag, og der var kortere afstand ned til syvendepladsen, sagde Michael Hansen.

Nu venter der FC Fredericia en kamppause frem til den 23. november, hvor B.93 er modstanderen på Monjasa Park.