https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/

Allerede ved indvielse for et år siden var målet, at få engageret folk til at varetage forplejningen af idrætsudøverne i hallerne. Nu er der fundet forpagtere i form af Linnea og Zeynal Kaya.

I forbindelse med den store renovering og opdatering af faciliteter blev cafeteriet flyttet til nye og moderne faciliteter i stueetagen, hvor to moderne køkkener kan benyttes i dagtimerne til daglige aktiviteter, men også udenfor arbejdstid til firma og private arrangementer.
Det tilhørende festlokale er placeret ved køkkenet for at skabe synergi og optimal udnyttelse både i hverdagen og til fest. Målet har hele tiden været, at tilbyde andre gæster, herunder deltagere i events, kurser og i fitnesscentret muligheden for, at købe mad og drikke.

Det er nu lykkedes og man kan byde velkommen til Linnea og Zeynel Kaya i Elbohallen. De har begge arbejdet indenfor restaurationsbranchen gennem mange år og altid med fokus på mad og gæster. De har drevet restaurant både i Sverige og i England, så det er et erfarent restauratørpar der nu sætter sig i stolen i Elbo-Hallen. Zeynel er køkkenchefen og Linea har ansvaret for booking og øvrigt administrativt arbejde.

– Vi mødtes i forbindelse med vores arbejde på en lokal restaurant i Øland i Sverige. Da vi boede et stykke fra arbejde blev vi enige om at køre sammen og hurtigt fandt vi ud af, at vi udover fælles interesser også supplerede hinanden på mange områder og fungerede rigtig godt sammen, siger Linnea.

I Øland er restaurant og hotelbranchen meget præget af sæsonarbejde og efter et stykke tid fandt parret ud af, at de gerne ville lave noget sammen og rykkede til England, hvor de har drevet restaurant gennem flere år inden de rejste til Danmark for snart fire år siden.

– Linea er rigtig god til at snakke med kunderne og få overblikket over mulighederne og planlægge herudfra, hvor jeg nok mere er ham der har det bedst i køkkenet, hvor jeg kan udfolde mit talent, siger Zeynel med et smil.

De bor i Ødsted ved Vejle med deres to børn, hvorfor de nu har kort til arbejde. Visionen med at overtage køkkenet ved Elbo-Hallen er, at sikre de besøgende får muligheden for et varieret tilbud af drikke og mad og gerne med et sundt tvist.

– Vi ønsker begge, at dreje det traditionelle cafeteria mad i retning af sundere og mere næringsrigt mad. Målet er at de besøgende finder vores tilbud interessant og velsmagende, samtidig med at maden og drikkevarerne giver energi og lyst til at bevæge sig. Men der skal naturligvis være noget for alle slags mennesker, unge som ældre, siger de samstemmende.

Både det sunde og lækre valg
Et er jo de daglige besøgende idrætsudøvere, et andet er de mange kurser, events og private arrangementer i Elbo-Hallen.
Her kan parret tilbyde næsten alt til det perfekte arrangement og har planer om at kunne tilbyde en buffet med salatbar til at spise i cafeteriet, men også til at tage med på farten.

De glæder sig begge til snakkene med de lokale kunder og vil gerne i dialog omkring, hvilke madvarer og drikke, der skal serveres for at de besøgende er tilfredse. Der vil over tid blive serveret både traditionelle burgere med et tvist, friske smoothies, salatbar og pastaretter mm.

Navnet Cafe Elboteriet er velvalgt
Navnet signalerer hygge og samvær over god mad og drikke. Tanken er, at man skal kunne hygge sig før, under og efter træning, men også de lokale borgere er velkommen til at kigge forbi. Parret er allerede i gang med at indrette sig i lokalerne.

Køkkenchefen Zeynel er i gang med at indrette køkkenet og få de sidste ting på plads og Linea er ved at få overblikket over allerede bookede arrangementer, så Elboteriet er klar til de gæster der kommer.

– Vi glæder os utrolig meget til at møde gæsterne, og kan næsten ikke vente med at tage imode såvel daglige kunder, som gæster til de kommende små og større arrangementer i Elbo-Hallen, siger de begge.