Kasper Holm Jensen har været tilknyttet Fredericia Eliteidræt siden syvende klasse. Nu går han på gymnasiet, hvor han fortsat er en del af ordningen, som gør det muligt, at han kan forfølge drømmen om at blive professionel fodboldspiller.

Team Danmark og Fredericia Kommune har forlænget deres samarbejdsaftale frem til 2027. Det gør det muligt for ambitiøse sportsudøvere som gymnasieeleven Kasper Holm Jensen at have to ugentlige morgentræninger, samt tage til stævner, uden at få fravær på samme måde, som hvis man går i en almen klasse uden en eliteidrætsordning.

Kasper Holm Jensen spiller fodbold, hvor han tørner ud for FC Ungdom, og grunden til at han selv søgte ind på eliteidræt for år tilbage er klar:

– Det er grundet muligheden for morgentræning. Det gør, at jeg kan træne mere, og det gør også, at jeg kan få lov at gå i skole, og så samtidig ikke gå på kompromis med træningen ved siden af, siger Kasper Holm Jensen.

Efter endt folkeskole kan flere finde på at droppe ud af Fredericia Eliteidræt, selvom man har muligheden for at fortsætte ordningen på en ungdomsuddannelse. Kasper valgte at fortsætte.

– Jeg valgte at fortsætte, fordi jeg fortsat gerne vil være professionel fodboldspiller, og så stadig holde træningen ved lige i skoletiden. Det er dejligt, at vi har den mulighed, siger han.

På en ungdomsuddannelse har man muligheden for at gå på en såkaldt Team Danmark-ordning, der gør, at man kan tage en gymnasieluddannelse på fire år, fremfor på tre år. Kasper har dog ikke valgt den mulighed.

– Men muligheden er der, da det godt kan blive presset nogle gange, når der er træning lige efter skole. For mig kan det godt gå op. Jeg har -træning tirsdag og torsdag morgen, og så spiller jeg fodbold om aftenen 2-3 timer efter skole. Det passer med, at jeg både kan nå lektier og fodbold, siger Kasper.

Den unge fodboldspiller ser det også som en fordel, at der tages hensyn til ham og de andre i skolen.

– Vi har længere snor med afleveringer, som vi kan få udskudt, hvis vi har meget travlt med træninger, kampe eller skal på træningslejr. Det synes jeg er rigtig godt, da det godt kan blive presset ellers, og man vil gerne nå det hele, forklarer Kasper.

Gymnasieeleven vil anbefale andre håbefulde unge om at søge ind hos Fredericia Eliteidræt, hvis man går med ambitioner indenfor ens sportsgren.

– Det er en fed mulighed, hvor vi er i et miljø, hvor alle vil det samme. Man får vejledning af, og man lærer at styrketræne rigtigt, så jeg kan klart anbefale det, slutter Kasper Holm Jensen.