Antallet af anmeldte cykeltyverier falder i disse år, men til gengæld går tyvene målrettet efter de dyreste cykler. Det viser tal, som forsikringsselskabet Codan har trukket fra Danmarks Statistik.
Fra 2023 til 2025 er antallet af anmeldte cykeltyverier faldet fra 48.326 til 44.043. Det svarer til et fald på knap ni procent. Og tendensen fortsætter ind i 2026, hvor danskerne fik stjålet 18.386 cykler i årets første seks måneder. Det ligger markant under de tilsvarende tal for både 2024 og 2025, hvor der i første halvår blev anmeldt henholdsvis 22.686 og 21.462 tyverier.
Selv om færre får stjålet deres cykel, er regningen vokset. Codans gennemsnitlige erstatning er i perioden steget med 11,4 procent. Ifølge selskabet peger udviklingen på, at tyvene i stigende grad går efter de cykler, hvor værdien er højest.
»For mange danskere er cyklen i dag en investering til mange tusinde kroner. Derfor er det heller ikke tilfældigt, hvilke cykler tyvene går efter. Vi oplever, at de i stigende grad går målrettet efter de modeller, der er lettest at omsætte, og hvor værdien er højest. Det er især modeller som elcykler og racer- og gravelcykler,« siger Mathias Kjær Sigvaldason, VP for Indbo i Codan.
Han peger på, at der trods faldet fortsat er tale om store tal.
»Det er positivt, at vi generelt ser færre cykeltyverier end tidligere, men danskerne får stadig stjålet 120 cykler om dagen,« siger han.
Ifølge Mathias Kjær Sigvaldason bliver elcykler ofte stjålet fra gaden, mens racer- og gravelcykler oftere forsvinder i forbindelse med indbrud i garager, udhuse eller kælderrum. For at mindske risikoen anbefaler Codan altid at låse cyklen med en forsikringsgodkendt lås, og har cyklen en høj værdi, kan en ekstra lås og fastlåsning til en solid genstand være en god idé.
»Mange danskere har cykler til 20.000, 30.000 eller 50.000 kr. stående. Når værdien er så høj, kan det være en god ide at sikre sin cykel med en ekstra lås, selv om den er låst inde i et kælderrum eller står i en garage,« siger Mathias Kjær Sigvaldason.
For ejere af elcykler lyder anbefalingen desuden at tage batteriet med sig, når cyklen ikke er i brug.
»Batteriet udgør en væsentlig del af cyklens værdi og er derfor også attraktiv for tyve. Uden batteriet bliver cyklen både mindre attraktiv at stjæle og sværere at sælge videre. Det er en simpel forholdsregel, der kan gøre en stor forskel,« siger Mathias Kjær Sigvaldason.
Codan anbefaler desuden at notere cyklens stelnummer, gemme kvitteringen og tage billeder af cyklen og dens særlige kendetegn. Samtidig kan det være værd at undersøge, om ens forsikring har en beløbsgrænse eller særlige krav til dyre cykler.








