Som forventet er FC Fredericias nye assistenttræner Christian Ege. Det har FC Fredericia nu bekræftet i en pressemeddelelse.

I sidste uge offentliggjorde FC Fredericia, at Anders Clausen stopper som assistenttræner, og afløseren er allerede nu på plads, de klubben har indgået en to-årig aftale med 33-årig Ege, der samtidig indstiller karrieren som fodboldspiller.

– For FC Fredericia er det en vigtig tilgang, da vi først og fremmest styrker trænerteamet med en lokal fæstningsdreng og tidligere anfører med over 300 kampe for FC Fredericia. Derudover har det altid ligget i kortene at Christian og FC Fredericia igen skulle arbejde sammen, grundet Christians lokale forankring og tidligere betydning for FC Fredericia. At det allerede sker efter kun to år væk fra FC Fredericia er glædeligt, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen og fortsætter:

– Christian har tidligere haft en stor rolle i klubben som anfører og spiller, og vi ser et stort potentiale i ham som træner. Han har en stor passion for faget, hvilket er blevet styrket de sidste to år i Århus Fremad, hvor han har arbejdet som spillende assistenttræner. Århus Fremad ligger i skrivende stund til oprykning til NordicBet Ligaen. Udover at vi får en særdeles kompetent assistenttræner, så får vi også en ”FC’er” tilbage i klubben, som altid har repræsenteret FC Fredericia på bedste vis.

Christian Ege har tidligere spillet i FC Fredericia i mere end 10 sæsoner og har 310 kampe for FC Fredericia.