Den historiestærke håndboldklub i Fredericia har gennem tiderne haft et trofast publikum, der altid håber på og holder med spillerne. At opbygge et stærkt fanmiljø er ikke en nem opgave, men det er ikke desto mindre en af FHKs største bedrifter. I modgang og medgang har man holdt skansen.

Nu er det lykkedes at få en bronzemedalje. Og selv for de få der ikke er sportsinteresserede, kan man være stolte af at byen sættes på landkortet. For ser man FHK udefra, så kan det virke som en indforstået verden, hvor man ikke per automatik forstår, hvor begejstringen kommer fra. Men spillernes og trænerens engagement er tydelig:

De er stolte af at spille for Fredericia.

Gårsdagens sejr fortjener at blive hyldet. Der skal være ros til hele holdet, og naturligvis også holdet bag holdet. De mange der løbende hjælper til og sikrer klubmiljøet. Sponsorerne der rejser penge til sporten. Kommunen der bakker klubben op. De mange fans der skaber stemning omkring kampene.

For hvor var Fredericia uden FHK.

Sålænge vi kan huske, har man hejst håndboldflaget ude ved Fredericia Idrætscenter. Og for en række år siden lagde en række visionære sponsorer og klubstøtter en plan. Den har de nu ført ud i livet, og de har rejst FHK til toppen af dansk håndbold.

På rigtig mange måder går det godt i Fredericia. Det er en by, der er ved at blive voksen. Som smider lænkerne fra industrialderens skorstensrør og den sociale arv fra arbejdernes evindelige betonkomplekser. Her har håndboldklubben også en stor rolle at spille. Som det enorme løft klubånden skaber for alle borgerne. Et sted hvor børn og unge kan finde identitet og begejstring. Det gælder også for de mange andre sportsklubber. Men FHK er byens absolutte bannerfører, og det har bronzemedaljerne slået fast.

Tak til FHK, spillerne og træneren for at sende Fredericia ind i sommeren på denne fornemme måde. Vi skylder jer stor respekt, og den sender vi hermed videre til hver og en af jer, samtidig med at vi ønsker jer en rigtig god sommer.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer