SPORT. Mandag aften samlede Middelfart Boldklub en stor kreds af sponsorer, samarbejdspartnere og frivillige til klubbens årlige nytårskur. En aften, der igen satte fokus på det fællesskab, der rækker ud over kampene på banen og ind i det lokale erhvervs- og foreningsliv.
Aftenen tog sin begyndelse i Middelfart Sparekasse, hvor omkring 135 deltagere var samlet. Her gav sparekassens administrerende direktør et indblik i sparekassens udvikling og fortalte om opkøbet af Nordfyns Bank og de overvejelser, der ligger bag. »Vi samlede 135 gode mennesker nede i Middelfart Sparekasse, og det var virkelig spændende at høre både om opkøbet og om, hvad fremtiden bringer,« fortæller Yasmin Juel Amer, salgs- og marketingchef i Middelfart Boldklub.

Efter oplægget blev tempoet sat en anelse ned. Der var tid til netværk og god forplejning fra klubbens faste samarbejdspartner Café Rita, før aftenen fortsatte videre ud i byen.
Næste stop var Panorama Middelfart, hvor Thomas Mengers Karstensen førte gæsterne gennem spiller- og trænerpræsentationen i biografsalen. I de lidt anderledes rammer fik sponsorer og samarbejdspartnere et indblik i, hvad der venter klubben i den kommende tid – og mulighed for at møde spillerne tættere på. »Det er noget særligt, når vi kan samle så mange, og når spillerne er med. Ellers har man jo som sponsor ikke så meget med dem at gøre i hverdagen,« siger Yasmin Juel Amer.

Efter præsentationen blev aftenen rundet af i biografsæderne med en forpremiere på Klassefesten 4, der hurtigt satte en afslappet stemning i salen. »Hold op, den var sjov. Det var uden tvivl den sjoveste film, vi har set til nytårskuren,« siger hun.
Ifølge Yasmin Juel Amer er det netop sammensætningen af fagligt indhold, socialt samvær og uformelle rammer, der gør nytårskuren til noget særligt. »Det er et af vores rigtig gode arrangementer, fordi vi formår at samle så mange. Og fordi spillerne og staben er med og står midt iblandt folk. Så tør man gå hen og stille spørgsmål og tage en snak. Det gør man ikke rigtigt oppe på stadion normalt.« Tilbagemeldingerne fra deltagerne har da også været entydigt positive. »Vi har kun fået positive tilbagemeldinger. Det var bare nogle rigtig gode timer, vi havde sammen.«
Nytårskuren sluttede dermed, som den begyndte, med fællesskab som omdrejningspunkt. For Middelfart Boldklub er aftenen blevet en fast tradition, og biografturen var tredje år i træk en del af programmet. »Det her bliver helt sikkert noget, vi fortsætter med. Det kan noget, når spillerne kommer helt tæt på og står nede iblandt folk. Det er mega fedt,« slutter Yasmin Juel Amer.





