Fredericia Shopping og lokale aktører præsenterer Sommerrock & Open by Night fredag d. 2. juni fra kl. 10-22.

Sommeren nærmer sig, og Fredericia Shopping er meget stolte af at kunne præsentere et spændende program til årets Sommerrock d. 2. juni. Det bliver lidt af en folkefest, hvor lokale og nationale kunstnere vil levere en uforglemmelig eftermiddag og aften for gæsterne. Gaderne bliver fyldt med musik og fest på de otte scener, der er spredt ud over hele midtbyen.

På Rådhuspladsen kan publikum opleve det lokale talent Jens Julius og Aksglæde, der blandt andet hitter med ”Giv lys igen”. Derudover vil Bryan Adams Tribute, Hardinger Band og Midt om Natten levere sikker underholdning med kendte numre, du helt sikkert kan synge med på.

I Vendersgade vil Den Kreative Skoles elever underholde med deres rytmiske bands. I forlængelse heraf vil der blive opført uddrag fra ”13: The Musical”, som leveres i et samarbejde med Kirstinebjergsskolens dygtige performancehold og Musicalorkestret fra Den Kreative Skole.

Gothersgade Nord byder velkommen til Jesper Gade, der leverer en blanding af kendte pop- og rocknumre, mens DJ Morten Trap sørger for festlig stemning i Midtpunktet.

På Ryes Plads bliver der spillet op til fest, når One Trick Ponies og lokale Barock, deles om at indtage scenen. Axeltorv byder på underholdning med Jens Ø under overskriften ”syng-helt-vildt-med & tvivlsomme jokes”.

Gothersgade Syd har hele 2 scener, hvor den ene er at finde i Urbanias gård. Her kan publikum opleve Harske Hubbi, Tom Donavan og Jesper Gade. Scenen på gaden har fornøjelsen af at præsentere vores lokale Camilla Kramer, Thomas Jensen & Christoffer Brodersen og vores egne skrammelrockere Padlock Chain.
Blandt de mange underholdningsmuligheder vil der blive en særlig Kids Zone i Danmarksgade. Her vil 123fest opstille en 30 meter forhindringsbane med sjove og udfordrende oplevelser for de yngste gæster. Teater Malstrøm vil også være at finde til Sommerrock, hvor de rundt om i gaderne vil underholde og overraske folk.

– Vores mål har været at skabe en fælles byfest, med hjertet af bymidten som vært. Ved at sprede de musikalske scener rundt om i gaderne, håber vi på, at det kan skabe et naturligt flow med festlig stemning, som får publikum til at bevæge sig rundt og støtte op om de forskellige kunstnere og bands, udtaler formand for Fredericia Shopping Ole Mortensen og tilføjer, at byens butikker, caféer og restauranter holder åbent til kl. 22, og er mere end klar til at give gæsterne den bedste betjening.

– Så hold jer endelig ikke tilbage med at kigge ind og hilse på. Der vil også være et bredt udvalg af mad og drikke hos byens caféer og restauranter samt foodtrucks og udskænkningssteder, der er opstillet til lejligheden.

Mette Pyrdol Christensen, Detail & Oplevelseskonsulent i Fredericia Shopping/Business Fredericia slår fast, at man som arrangør er bevidst om, at Sommerrock ikke vil være mulig uden sponsorerne.

– Vi er dybt taknemmelige for deres støtte og engagement i at give byens gæster den bedste oplevelse. Samtidig har lokale aktører også bidraget til, at der er kommet ekstra scener med musik, så eventet er spredt længere ud i bymidten. Vi ser frem til at byde gæsterne velkommen til Sommerrock og Open by Night 2023 i Fredericia – og så krydser vi fingre for, at vejrguderne hjælper os lidt på vej, smiler Mette Pyrdol Christensen, som naturligvis vil være at finde rundt i byen under hele arrangementet.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer