Den fynske traktor- og maskinimportør Moni Worldwide tager næste skridt i sin udvikling og har etableret en professionel bestyrelse. Målet er at skabe et stærkere fundament for en virksomhed i vækst.
Bestyrelsen er tiltrådt 1. marts og kommer i kølvandet på en periode, hvor virksomheden blandt andet har åbnet nyt hovedkvarter ved E45 i Middelfart og udvidet sine aktiviteter på tværs af landegrænser.
Ifølge direktør Henrik Hansen er beslutningen et naturligt skridt i takt med, at virksomheden er vokset.
»Vi er gået fra at være en mindre, entreprenant virksomhed til en forretning, der opererer på tværs af flere lande. Det stiller nogle helt andre krav til struktur, overblik og beslutningskraft. Derfor har vi haft brug for at få nogle stærke kompetencer ind omkring bordet,« siger han.
Han peger samtidig på, at målet er at skabe mere retning og ro i forretningen.
»Det handler i høj grad om at få mere ro og retning i forretningen. Vi vil sikre, at vi træffer de rigtige beslutninger og bygger videre på et sundt fundament.«
Den nye bestyrelse består af formand Keld Rosenbæk Demant samt Hans Christian Jørgensen og Niels Borello Lausen, der alle har erfaring med strategi, økonomi og international forretningsudvikling.
Ifølge Henrik Hansen er det bevidst, at bestyrelsen er sammensat med fokus på forretningskompetencer frem for branchekendskab.
»Vi har ikke haft behov for flere, der ved noget om traktorer. De kompetencer har vi allerede i huset. Det, vi har brug for, er forretningsforståelse, struktur og nye perspektiver på, hvordan vi driver og udvikler virksomheden.«
Han fremhæver samtidig behovet for sparring i en virksomhed, hvor få personer træffer mange beslutninger.
»Jeg har haft brug for nogen at spille bold med. Når man sidder få personer og træffer mange beslutninger, er det afgørende at få kvalificeret modspil.«
Etableringen af bestyrelsen sker også på baggrund af et økonomisk resultat, som virksomheden ikke selv er tilfreds med, samtidig med at der er investeret i udvikling og nye markeder.
»Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke er tilfredse med det økonomiske resultat, vi senest har leveret. Samtidig er det vigtigt at sige, at vi i samme periode har udviklet virksomheden markant, trådt ind i nye markeder og udvidet vores produktportefølje.«
Bestyrelsesformand Keld Demant ser opgaven som at understøtte virksomhedens næste fase og sikre en mere struktureret tilgang til driften.
»Moni har været igennem en klassisk udvikling, hvor en entreprenant virksomhed vokser og bevæger sig ind på nye markeder. På et tidspunkt kræver det et stærkere setup med mere struktur, klarere processer og et tydeligt overblik.«
Han understreger samtidig, at bestyrelsens rolle er at skabe retning og sikre gode beslutninger.
»Min opgave er ikke at drive forretningen i det daglige, men at være med til at skabe overblik og sikre, at der bliver truffet sunde beslutninger.«
Ifølge virksomheden er ændringen primært et internt løft, men det kan på sigt også få betydning for kunder og samarbejdspartnere gennem en stærkere og mere struktureret forretning.








