Geniale Gasolin genfortolkninger

Foto: Lars Krogh Andersen

0
Foto: Lars Krogh Andersen

Girlpower-kvintet fra København hylder landets bedste band og spiller landets mest skattede album.

Først tror man, at det er Gas.

Så tænker man, at det er løgn og latin.

Så siger man til sig selv, at det er et farverigt fatamorgana.

For til sidst at ringe 112 og bede om straks at blive indlagt på den lukkede afdeling.

SÅ meget sprængfarlig Gasolin’ kan nemlig tage livet af selv den bedste fredericia-borger!

Men stop en halv….

Take 5. ..

Ro på. ..

Hold your horses..

Den er faktisk god nok.

Fem fantastiske femme fatale går planken ud og svømmer tørskoet i land efter at have kastet sig ud fra 100 meter vippen og påbegyndt en meget modig musikalsk svømmetur gennem hele “Værsgo”.

Dvs. solo-pladen med Kim Larsen fra 1973, for så ind imellem at levere en håndfuld af de klassiske Gasolin’ sange.

Først en præsentation af bandet, Gasoline:

Line Mönster-Swendsen på vidunderlig vedkommende vokal

Birgitte Bjørn på landtidsholdbar leadguitar og kor

Annette Bork på bundsolid bas og kor

Lisbeth Rysgaard på raffineret rytmeguitar og kor

Ditte Brodde på triumferende tight trommer og kor.

Det kræver masser af hår mellem brysterne at fortolke Gasolin’s sangskat.

Og det kræver negle af stål, ryg af cement samt hofter af sten at lave en hel turne, hvor man fejrer 50 året for udgivelsen af det i kulturkanonen indlemmede album, “Værsgo”.

Men med masser af musikalitet, forførende fortolkninger og et hjerte på størrelse med universet for både Gasolin’ og Kim Larsens “Værsgo” blev koncerten en tordnende triumf.

Intet mindre!

Hele de forrygende 2 sæt var en anarkistisk gennemspilning af de 17 numre, der dækker “Værsgo”.

Pladen er altså også – med god grund – kåret som det bedste danske album EVER.

Foto: Lars Krogh Andersen

De Fem Kvinder.

Ikke et eneste svagt punkt blev oplevet denne aften i min fødeby, Thisted.

Derimod kilometervis af kuldegys fremkaldende højdepunkter.

Som f. eksempel når Line M-Swendsen på sang frygtløst kastede sig ud i potent personlig indlevelse i hvert eneste ord og strofe under sangen, “Sylvesters drøm”. Kim Larsen ville give thumps up for den version.

Birgitte Bjørn, der pt. også er en fast bestanddel af bandet Frede Fup, kendte helt sikkert alle Franz Beckerlee’s guitar-tricks.

Men hun valgte at gå egne smukke og inderlige veje, og hun fik vredet de arme strenge til ukendelighed i flotte, følsomme soli.

Foto: Lars Krogh Andersen

Annette Borks eventyrlige elegante evner på bassen ville på et splitsekund have rettet synet på den skeløjede halvsvensker, Wili Jönsson, til 100 procent at se den samme vej med begge øjne, havde han oplevet Borks berigende, bjergtagende basspil.

Gasolin’s uforlignelige Søren Berlev, alias Charlie Bom Bom, ville slå et ekstra tung slag i bar benovelse, hvis han oplevede, hvor modig, melodisk og majestætisk Brodde bankede bunden ud af rytmen, uanset hvor blidt eller vildt numrene var arrangeret.

Sidst men ikke mindst legede Lisbeth “Larsen for en aften” som bandets gedigne guitar-rytmiske omdrejningspunkt. Fingerspillet sad lige i øjet.

Så alle 5 forrygende femme fatale bidrog således til at gøre den hyldest-koncert til en fest, der helst ingen ende måtte have…..

GAS hyldest.

Andet sæt var så en hyldest til både Larsen og Gasolin.

Her bør nævnes ” Som Et Stref Af En Dråbe” som et af koncertens mange højdepunkter. Hvis nogen overhovedet skulle fortolke netop den sang bedre end Gasolin’ selv, måtte det jo være et rent kvindeband.

Og kopien overgik, næsten, originalen.

Fordi de tog sangen et helt andet sted hen.

Befriende bramfrit og eventyrlig enkelt. Men sikke meget liv, nerve og energi i Gasoline versionerne.

Gasoline blev dannet for 10 år siden. De har sidenhen udviklet sig til en konstruktiv kvintet, der har kastet kaskader af nyt liv og ild i benzin-drengenes årtier gamle sange.

Foto: Lars Krogh Andersen

Med den forrygende fest, som publikum fik i lørdags, så spår jeg, at Line, Birgitte, Annette, Lisbeth og Ditte også om 10 år stadig har “Masser af succes ” og dermed fortsætter med at give os danskere “Det bedste til mig og mine venner”.

Det var ganske enkelt geniale Gasolin’ genfortolkninger med stor respekt for sangenes oprindelige udtryk.

Gasoline, kendt i branchen som Gasolin’s smukke lillesøster, kommer i øvrigt til vores del af landet, når kvintetten lørdag den 17. juni er på plakaten til Sommerfest i Hvidbjerg ved Børkop.

Værsgo at købe billet pronto, inden de er solgt til “Kvinde Min”, ” Lille Henry”, “Smukke Linda” samt “Inga, Katinka og smukke Charlie”!!!