For anden gang på kort tid blev FC Fredericias Tobias Bach manden med målet i dommerens overtid og sikrede på den måde FC Fredericia point.

FC Fredericia lignede ikke et hold, der ville få point med hjem fra Horsens fredag aften. Stillingen var 1-0 til hjemmeholdet, da stadionuret rundede de 90 minutter, men så kom forløsningen pludselig.

Lidt tilfældigt fik Tobias Bach bolden i Horsens’ felt, og så skød han på mål. Bolden blev rettet af og strøg i kassen. Dermed gentog Tobias Bach den bedrift, som han leverede i FC Fredericias vanvidscomeback mod FC Helsingør den 28. oktober, da han udlignede i det 96. minut efter at FC Fredericia havde været bagud 3-0.

– Jeg ved ikke, hvad der sker med mig, siger Bach og smiler.

– Jeg tror bare, at vi blev ved og ved, og så fik jeg en chance for at få bolden i mål, fortsætter han.

https://osg-as.dk/

Bortset fra den første del af kampen stod der FC Fredericia på det hele. Det kan aflæses på boldbesiddelsen, der endte med at hedde 70-30 i FC Fredericias favør.

– Vi var ikke så gode i de første 20 minutter, og derefter dominerede vi og pressede meget på. Vi manglede bare det sidste i afslutningerne. Vi ville gerne have skabt mere og dominerede dem på deres banehalvdel, og det kan vi være tilfredse med, siger Bach.
Da FC Fredericia fik bolden i kassen, var det ikke noget med at juble for meget. Bolden blev taget hurtigt op til midten, da fredericianerne ville jagte målet, der kunne give dem sejren.

– Det er en god attitude, vi har fået. Flere gange har vi været bagud på udebane og alligevel kommet tilbage og fået point. Vi jagter altid de tre point, fortæller Bach.

Forude venter en landskampspause, og det er med oprejst pande, at FC Fredericia kan se frem mod næste kamp mod B.93 den 23. november.

– Det er lidt bittert, at vi ikke fik de tre point, men i forhold til omstændighederne er det lækkert, at vi ikke tabte kampen, siger Tobias Bach.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Uanset rundens øvrige resultater er FC Fredericia sikker på at gå til landsholdspause på tredjepladsen.

– Det er fedt. Der er lige Sønderjyske og AaB, der skiller sig ud, og at være holdet efter dem kan vi ikke klage over, slutter han.

Målet mod AC Horsens var Tobias Bachs femte i sæsonen. De øvrige er scoret mod Sønderjyske og FC Helsingør i NordicBet Ligaen, samt mod AaB og OB i pokalturneringen.