Optimal drift. Det er ganske enkelt målet for det omfattende arbejde, som de seneste dage har foregået på Crossbridge Energy raffinaderiet i Fredericia.

Omkring 125 eksterne folk har været kaldt til assistance, så de sammen med omkring 150 af Crossbridge Energys egne folk har arbejdet fuldt fokuseret og i døgndrift med at rense og vedligeholde.

For et kæmpe og komplekst anlæg, som raffinaderiet, kræver masser af hænder, når der skal renses aflejret koks ud samt skiftes pakninger, ventiler eller andet, mens store dele af anlægget er kølet ned og stoppet. For det kræver, at beholdere og rør er afkølede og tømte for det normale indhold.

Samlet er der mere end 600 kilometer rør i alle størrelser, og koks aflejres på indersiden af disse rør. Derfor skal de renses med mellemrum, og det sker med avanceret og temmelig kraftigt værktøj som eksempelvis højtryksrensere med op til 3000 bars tryk. Dertil må Crossbridge Energy hidkalde assistance fra dygtige underleverandører, som har det rigtige udstyr og kompetencerne.

Alt skal nødvendigvis foregå koordineret og planlagt til mindste detalje, for det foregår i op til femte sals højde og tæt ved siden af hinanden. Derfor skal der tænkes sikkerhed, så ingen udsættes for risiko, når for eksempel en tons tung varmeveksler skal løftes ud med kran.

Inden alt arbejdet går i gang, er alle eksterne folk derfor også blevet sikkerhedsbriefet, så de ved, hvordan Crossbridge Energy vil have tingene udført – sikkert.

At få anlægget renset og vedligeholdt betyder også, at Crossbridge Energy bagefter igen kan fortsætte arbejdet med at blive endnu bedre til energieffektiv produktion. I dag indtager Crossbridge Energy således andenpladsen på listen over de mest energieffektive raffinaderier i verden og er absolut nummer 1 i Europa. Fokus er på at bruge mindst mulig energi til at producere og derfor på at udnytte den brugte energi, så effektivt som muligt.

Det omfatter, at raffinaderiet er Danmarks største leverandør af overskudsvarme til fjernvarme og leverer hvad der svarer til mere end 23.000 almindelige husstandes årlige forbrug af fjernvarme. Flere af de store varmevekslere, som bruges til netop overskudsvarme-formålet, har været løftet ud med store kraner for at blive renset, så de også kan køre optimalt bagefter igen.

Crossbridge Energy producerer mere end 35 procent af det danske forbrug af flydende brændstoffer og har en endog lidt større andel, der eksporteres. Det sker på baggrund af en produktion på 10.000 tons om dagen.

Indenfor få dage vil de slukkede anlæg blive startet, så produktionen igen kan køre optimalt.

Crossbridge Energy beskæftiger ca. 270 medarbejdere, men får dagligt hjælp af ca. 100 underleverandører. Under eksempelvis rense- og vedligeholdelsesstop forøges antallet af eksterne folk betydeligt.