Avisen

Nyheder og indsigt.

avisen.nuSport

KIF Kolding vendte 23-27 til sejr i de sidste ti minutter

KIF Kolding vendte 23-27 til sejr i de sidste ti minutter

SPORT. KIF Kolding vandt onsdag aften 32-31 over Sønderjyske i AL Sydbank Arena efter en dramatisk slutfase. Med 23-27 i Sønderjyskes favør og lidt over ti minutter tilbage så det svært ud for hjemmeholdet, men KIF vendte kampen og afgjorde den, da stregspilleren Mads Kragh Thomsen scorede sejrsmålet med to sekunder tilbage af kampen.

KIF havde ellers initiativet gennem det meste af første halvleg og førte ved pausen 18-15. Tre minutter før pausen havde holdet chancen for at bringe sig foran med seks mål, men tekniske fejl og upræcise afslutninger betød, at Sønderjyske i stedet fik reduceret inden pausen.

Sønderjyske kom bedst fra start i anden halvleg, men KIF holdt fast i en føring på tre mål ti minutter inde i halvlegen. Herefter fik hjemmeholdet svært ved at åbne gæsternes forsvar og forsøgte sig med syv mod seks. Det gav ikke det ønskede udbytte. Indspil til stregen mislykkedes, afslutningerne var for svage, og flere tekniske fejl betød, at KIF's føring på 23-21 efter 44 minutter blev vendt til 23-27 efter 50 minutter – seks Sønderjyske-mål i træk uden svar fra KIF.

I den afsluttende fase fik KIF igen fat. Målmand Victor Bang leverede en stærk indsats med 15 redninger, og i angrebet var Hjalte Langmack topscorer med otte mål, mens Kristoffer Vestergaard bidrog med syv. Mads Larsson var sikker i slutfasen både fra venstre fløj og på straffekast, og Mads Hoé Jørgensen var vigtig med både indspil og scoringer. I forsvaret leverede unge Valdemar Hermansen en stor indsats sammen med de erfarne Benjamin Pedersen og Cornelius Kragh, og de 1.466 tilskuere bakkede holdet op gennem comebacket.

KIF Kolding møder Bjerringbro/Silkeborg i pokalturneringens ottendedelsfinale på hjemmebane mandag aften.

Matchfakta:
KIF Kolding-Sønderjyske: 32-31 (18-15)
Målscorere:
KIF: Hjalte Langmack, 8, Kristoffer Vestergaard, 7, Mads Larsson, 5, Cornelius Kragh, 4, Mads Kragh Thomsen, 3, Mads Hoé Jørgensen, 2, Valdemar Hermansen, Benjamin Pedersen og Andreas Aagreen, hver 1 mål.
Sønderjyske: Viktor Bergholt og Rasmus Madsen, begge 6, Magnus Frederiksen, 5, Jesper Konradsson, 4, Reinier Taboada og Nicolai Skytte, begge 3, Tobias Gregers Schmidt, Morten Bjørnshauge, Kasper Pedersen og Ebbe Stankiewicz, hver 1 mål.
Redninger:
KIF: Victor Bang: 15/43 (34,88 procent)
Sønderjyske: Thorsten Fries: 9/34 (26,47 procent), Matthias Rex: 2/8 (25 procent)
Udvisninger:
KIF: 2 – Sønderjyske: 1
Tilskuere: 1.466 i AL Sydbank Arena

Del artiklen

Læs også

Moberg bliver i FHK frem til 2029Banken bliver tre år mere i Tønder og sætter sit navn på erhvervsklubbenLandsholdsatleter lever på SU, bijob og opsparing, mens medaljerne triller indLandstræneren kalder på Ikast-duo til turen til Rumænien