Byggeriets fagfolk har stemt, og det blev tag- og facadeleverandøren Komproment, der med sin genanvendelsesstrategi for facadeløsninger løb med prisen Effektivt Byggeri 2023, som onsdag blev uddelt på Danmarks største byggerimesse – BYGGERI’23 – i MESSE C, Fredericia.
Onsdag eftermiddag blev spændingen udløst, da Komproment blev offentliggjort som vinder af prisen Effektivt Byggeri 2023 ved BYGGERI’23.
Tag- og facadeleverandøren havde modtaget flest stemmer blandt ”hverdagens eksperter” – byggefagfolket – som op til messen har haft mulighed for at stemme på seks nominerede virksomheder.
Støvring-virksomheden vandt den nyindstiftede pris for deres strategi omkring genanvendelse af facadeløsninger. I 2023 etableres et take-back system, som sikrer, at der ikke er spild/affald ved facademontage. Fra 2026 vil brugte facader kunne genanvendes i produktionen af nye facader via en nyudviklet proces med geopolymer, som reducerer anvendelsen af jomfruelige ressourcer.
Det var da også en glad og stolt Komproment-direktør, der kunne modtage den nye pris, som sætter fokus på materialer, løsninger og metoder, der understøtter et mere effektivt byggeri.
– Vi er superstolte over at have vundet Effektivt Byggeri 2023 og byggefagfolkets anerkendelse af vores arbejde. Jeg er glad for, at prisen netop fokuserer på det effektive byggeri og tager bæredygtighed fra et teoretisk til et praktisk niveau, man som udførende kan forstå og se potentiale i. Der skal lyde en kæmpestor tak til alle vores dygtige medarbejdere og samarbejdspartnere, som har gjort vores løsning mulig – og hermed den flotte pris, siger Mads Røge, adm. direktør hos Komproment.
Effektivt byggeri spiller afgørende rolle
Før prisoverrækkelsen var der taler ved Palle Thomsen, adm. direktør hos Brancheforeningen Danske Byggecentre og Sidse Buch, direktør for Boligfonden Kuben og konsulent for BAT-Kartellet.
I talerne blev det pointeret, at et mere effektivt og bæredygtigt byggeri spiller en afgørende rolle i at få Danmark i mål med de ambitiøse klimamålsætninger om 70 pct. reduktion af CO2-udledningen i 2030.
– Hvert år produceres fejl og spild på mellem 10-30 pct. af den årlige omsætning i byggeriet, så det er rigtigt set af Danske Byggecentre at introducere en pris, som netop sætter fokus på effektivt byggeri. Byggeriet spiller en afgørende rolle i at få Danmark i mål med de ambitiøse klimamålsætninger, så aldrig har materialer, løsninger, metoder og rådgivning om effektivt byggeri være mere nødvendigt og relevant end nu, sagde Sidse Buch i sin tale. Hun uddybede:
– Ved at bygge effektivt kan man opnå kortere byggetid, mindre spild af materialer, spare energi og tid – og få bedre kvalitet i det færdige projekt, så man undgår opslidende konflikter mellem byggeriets parter.
BYGGERI’23 løber af stablen til og med fredag i MESSE C, Fredericia.
På byggerimessen.dk kan byggeriets fagfolk gratis registrere sig til messen og få en QR-kode, der giver adgang til messen
Om BYGGERI’23
BYGGERI-messen har gennem årene positioneret sig som Danmarks største byggerimesse for byggevarer og afholdes hvert andet år i MESSE C i Fredericia. I år er det 19. gang, messen finder sted. Det sker fra 21. til 24. marts 2023. Bag BYGGERI-messen står Danske Byggecentre, der er brancheorganisation for landets førende byggecentre, trælaster og byggemarkeder.
BYGGERI-messen arrangeres i samarbejde med ca. 300 leverandører, som – fordelt på ca. 28.000 kvm. – udstiller produkter og løsninger. Messen besøges af byggeriets fagfolk.