Marius elsker at se noget vokse frem fra ingenting

HÆNDERNE DER BYGGER BYEN.Den sidste uge af læretiden stod Marius Henriksen på en platform i Vejle og samlede det, han havde brugt to uger på at tegne og læse op på, en tagkonstruktion med alle de regler og udfordringer, en tømrer skal kunne gøre rede for, og torsdag kom venner og familie og så på den, og så pillede han den ned igen. Fredag den 25. september var der morgenmad på skolen sammen med de andre svende, og så havde han sit svendebrev i hånden. »Det er lidt surrealistisk. Man har brugt så mange timer på det gennem flere år, og de sidste seks-ni måneder har man hele tiden tænkt, at nu er det snart. Når man så endelig står med svendebrevet, er det, som om der letter noget fra skuldrene,« fortæller han. Det, der gik op for ham bagefter, var noget andet. »Nu er det pludselig mig, folk kan komme og spørge, og ikke de andre. Man får lidt mere at skulle have sagt. Det har jeg tænkt på, lige siden jeg begyndte og stod som ét stort spørgsmålstegn. At det måtte være fedt at nå dertil, hvor man selv har styr på, hvordan tingene skal laves,« siger han.

Marius Henriksen er udlært tømrer hos Tømrer- og Snedkerfirma Kolster i Middelfart, hvor han også stod i lære, og hvor han blev, da kontoret nogle uger før svendeprøven spurgte, om han skulle ud og finde nyt arbejde, hvilket han ikke skulle. Valget af fag var truffet længe før, han selv vidste det. Hans far er tømrer, hans farfar er skibstømrer, og som dreng var han med faren ude i værkstedet, så da han gik ud af 9. klasse, var der kun en formalitet tilbage, et par uger på efterskole, som var et fint sted, men som han ikke havde lyst til at bruge tid på, og så gik han over på tømreruddannelsen i Fredericia. »Jeg tror egentlig altid, det har ligget lidt i baghovedet, at det var den vej, jeg skulle,« konstaterer han. På grundforløbet prøvede han at være smed i et par måneder, og det var sjovt, men det fangede ham ikke på samme måde som det fag, der altid har ligget ved ham, og farfarens vej med de hjemmebyggede både valgte han også fra, selvom han stadig synes, det er spændende at se, hvad den gamle har lavet.

Kolster fandt han gennem praktikken. Tre gange kunne man komme ud fra skolen, og alle tre gange tog han herud, første gang på service og det, der i branchen hedder spjældopgaver, de små ting, en dør, der skal skiftes, en carport, en facade, og de to næste gange på byggeplads, hvor de store opgaver tager måneder. »Det var nybyggeriet, der fangede mig. Jeg var selvfølgelig ikke med helt fra første dag, men det at se noget vokse frem og til sidst stå færdigt, syntes jeg var virkelig spændende. Og nu har jeg så fået lov til at prøve det rigtigt, hvor jeg har været med på et projekt stort set fra første dag til den sidste,« forklarer han. Han kom til samtale og fik lærepladsen, og fordi han var så ung, ville firmaet have ham rustet lidt bedre, før han blev sendt af sted på skole, så hans forløb blev presset lidt anderledes sammen end de flestes, tre til seks måneder på arbejde, seks uger på skole, og sådan frem og tilbage gennem fire hovedforløb, indtil det femte var svendeprøven.

At være rustet handlede mindre om træ og værktøj, end man skulle tro, for det sværeste for en på 15 var at være på arbejdsmarkedet overhovedet. »Man skal lige vænne sig til, at man faktisk er kommet ud på arbejdsmarkedet, selvom man ikke er ret gammel. Dagene starter tidligt, og det kræver lidt tilvænning. Men når man først er kommet ind i rytmen, bliver man glad for det. Så er det bare en del af hverdagen, og man har også mulighed for selv at planlægge en stor del af arbejdsdagen sammen med kontoret og kollegerne,« siger han. Kollegerne tog imod ham, som man tager imod en på 15, med bemærkninger om, at han skulle lære det, og hvordan man gør, og med den ordentlighed, han stadig fremhæver ved pladsen, hvor der som alle andre steder kan være en hård dag, men hvor tonen holder. Den ordentlighed var også det, der bar ham igennem, når det var koldt. Vintrene kunne være hårde at komme igennem, og alligevel kom der aldrig et tidspunkt, hvor han ikke gad. »Jeg synes faktisk, tiden er gået utrolig hurtigt. Det er jo fire år, men det føles nærmest kun som ét,« bemærker han.

Læretidens værste del var til gengæld den, hvor hænderne ingenting lavede. Skolen var flyttet til Vejle, fordi hans årgang var den sidste, der ikke kunne nå at få hovedforløbene i Fredericias nye bygning, og dér sad han i nogle uger foran en computer og læste op og tegnede. »Det får jeg næsten mere ondt i kroppen af end at være ude og arbejde,« griner han, og han indrømmer, at han et halvt år før var meget nervøs for prøven, fordi han ikke vidste, hvordan og hvorledes. Den nervøsitet forsvandt, da han fik materialerne og tidsplanen i hånden. »Så snart man kommer i gang, begynder det hele at falde på plads. Man tager én ting ad gangen, og stille og roligt kommer man fremad. Og på et tidspunkt står det hele færdigt,« siger han. Det, han tegner på skolen, er det samme, som han bygger ude i virkeligheden, bare i større bidder, og det er den bevægelse fra papir til bygning, han holder mest af. »Det er fedt at stå med en tegning og så kunne bygge det i virkeligheden. At se det tage form og vide, at man selv har lavet det ordentligt,« forklarer han.

Den virkelighed, han har bygget mest af, ligger i Skrillinge, hvor en børnehave er rejst med træ i det meste af råkonstruktionen og halvandet år af hans læretid i væggene. »Jeg var med derude, dengang det bare var en klods beton på jorden. Og det er faktisk det fedeste ved hele faget. At man kan se noget vokse frem, følge med i fremskridtene og til sidst stå med et færdigt resultat. Det gør én stolt,« siger han. Siden er han kommet hjem fra København, hvor firmaet renoverer et showroom for et bilfirma og har haft ham til at bygge vægge op, og foran ham ligger en fremtid, han selv kalder et lille spørgsmålstegn. Kæresten og familien er her, og han bliver et års tid eller to, men Australien og New Zealand har kørt rundt i tankerne som et sted at arbejde, og bliver det ikke udlandet, kunne det blive en storby, bare for at komme af sted. Indtil da står børnehaven i Skrillinge, og det gør tagkonstruktionen fra Vejle som bekendt ikke, men det var heller aldrig meningen. Den skulle bare vise, at hænderne kunne, og det viste den.