Formanden for Nye Borgerlige, Lars Boje Mathiesen, blev i løbet af natten ekskluderet fra partiet. I et opslag på facebook skriver han: Da jeg gik i seng var jeg formand, da jeg vågnede så kunne jeg læse i medierne at jeg åbenbart er blevet ekskluderet i løbet af natten.

Lars Boje Mathiesen skriver i opslaget at han har brugt stort set alle sine vågne timer på at rette op på et parti i ruiner, siden han overtog formandskabet.

– Jeg havde sammen med de gode medarbejdere på Christiansborg fået lagt en ny organisation, en ny kommunikationsstrategi og fået denne fortalt ud til baglandet, som også var orienteret om de nye ideer, tiltag og måden vi ville arbejde på fremover, skriver Lars Boje.

Han skriver at, der var blevet fremsat et forslag om et højere “formandsvederlag”, så han kunne fungere som formand og samtidig have tid til at være far til sine to små børn. Beløbet var i følge ham sat, så de som familie ville kunne klare sig, men ville gå en anelse ned i samlet familie indkomst.

– Medlemmerne af NB har valgt en familiefar, med to små børn som formand, der bor i Jylland, skriver han og fortsætter:

– Beløbet var sat, så vi som familie derhjemme ville kunne klare os (ca. 20.000 kr. netto), men gå en anelse ned i samlet familie indkomst.

Hovedbestyrelsen afviste forslaget og sagde, i følge Lars Boje Mathisen: At han bare kunne flytte til København, hvis det var et problem.

Han foreslog at lægge spørgsmålet ud til medlemmerne og forhandle med hovedbestyrelsen. Forhandlingerne gik i hårdknude, og Lars Boje Mathiesen vurderede, at medlemmerne i NB selvfølgelig ville have forståelse for, at han var familiefar og bosiddende i Aarhus, og at han som parti ville gavne og drage fordel af at have arbejdsbetingelser, så hans familieliv også kunne hænge sammen.

– Holdningen havde HB ikke. Tiden må jo vise, hvem medlemmerne er mest enige med, skriver Lars Boje Mathiesen i sit opslag på Facebook.

Ifølge Lars Boje Mathiesen forsøger hovedbestyrelsen nu med et karaktermord at få det til at handle om noget helt andet, for at undgå at stå i en dum situation overfor medlemmerne, som vil spørge, hvorfor.

Læs facebookopslaget her.