Med dagens udmelding om at man ønsker at bygge et nyt “kulturhus” i Kanalbyen i Fredericia, er vi atter rendt ind i en af de vanlige spørgerunder her på AVISEN. For fremfor at udvise “patriotisme” omkring hvad man nu ellers finder på blandt forvaltningsfolk og byrådspolitikere, bør vi stille de spørgsmål, der kan trænge sig på hos forskellige læsere.

En af disse spørgsmål er, hvorfor man altid skal benævne noget “kultur”. Hvad er det? I vores tid er det praktisk talt alt. Man kan stort set kalde hvad som helst for kultur. Derfor er det også betænkeligt, når udmeldingen om at lave et fælles byggeri for både vores museum og teater, rammes ind under kultur:

Fredericias historie er mere nationalhistorie, end lokalhistorie. Vores voldanlæg er en fælles forpligtelse for hele den danske nation, hvor bevaringen af dette betydningsfulde historiske anlæg, må være en topprioritet. Museet er da også statsanerkendt, og emneområdet er lagt på plads. Det er en plads, hvor ordet “teater”, aldrig figurerer, og hvorfor skulle det også det? Et fæstningsanlæg har potentialet til at række langt ud over landegrænsen, og ville kunne tiltrække turister langt væk fra. De kommer næppe for at høre danske musicals.

Så simpelt kan det siges.

Igen ser vi ordet kultur blive brugt uheldigt, og det er nærliggende at tænke, at politikerne udmærket godt ved, at ingen vil finansiere et nyt teater til en mellemstor provinsby, men måske et nationalhistorisk projekt. Få to for en? Altså, ved at binde den kroniske underskudsforretning (teatret) sammen med den historiske pligtopgave, kan vi få begge dele. Det er ikke utænkeligt, at det kan lykkes med denne manøvre. Byggeriet i sig selv kan blive spetakulært, hvis pengene kan findes. Beliggennheden ud til vandet er fantastisk. Men.

Byrådet i Fredericia Kommune smed en meget attraktiv grund ind i dannelsen af et nyt DSI i 2023. Det er Voss-grunden. Det store spørgsmål byens borgere nu må stille sig selv er, hvad skal der ske med den grund, hvis et byggeri opstår et andet sted.

At der er mange penge på spil, er der ingen tvivl om. Kommunekassen er tom. Kan man hive penge hjem fra et salg af Voss-grunden, vil det være en gevinst. Men en kortsigtet af slagsen.

For Fredericia Vold er det reelle potentiale, der er uforløst. Selvom teatret er slidt og trænger til fornyelsen, så kan man ikke sige det samme om voldanlægget. De kommende drøftelser omkring udviklingen af et fælles byggeri, bør derfor have skarp fokus på, at man ikke mister blikket for, hvor turisme-faktoren reelt ligger. Siden musicalteatret blev en realitet, har det været en kronisk underskudsforretning. Borgerne skal proppe mange millioner ind af skattekroner hvert år, for at det kan løbe rundt. Det er fint nok at sige, at man nu har “overskud”. Men hallo politikere, det har man fordi, man tager pengene for hårdt pressede skatteborgere. Det er ikke fordi, man kan sælge billetter og drive en sund forretning.

Ikke dermed sagt at al “kultur” skal være en forretning. Men vi har to spillesteder. Ikke et. Begge steder har vi betalt dyrt for, og det er svært at se andet, end at det ene lider under at det andet findes: Vi kunne sagtens nøjes med et som by. Derfor er det også nu, at man skal se på, hvad forrentningen af et nyt museum kan blive. Det er nemlig her, man kan hente de brede masser til byen, hvis det bliver drevet dygtigt.

Men det er noget endnu mere fundamentalt på spil: Det er meget stor og bred opbakning i befolkningen til fortællingen om byens historie. Uanset om politikerne kan lide det eller ej, så er det modsat med Fredericia Musicalteater. Mange borgere har aldrig sat ben i dette teater, og de tænker på det som en økonomisk byrde. Stoltheden er primært hos de bedst etablerede i borgerskabet. Ikke den lille Hr. og Fru Fredericia, der hellere vil have en kold bajer i kolonihaven. Opgaven er derfor at sikre bred folkelig opbakning. Det må ikke ende med ost og vin på øverste etage, hvor der ingen folkelig adgang eller interesse er. Frygten for at Fredericia igen skal lide under at folk udefra (læs København og Aarhus) for dyrt betalte konsulentmillioner, skal fortælle os, hvem vi er, er udbredt i mange kredse.

Fredericia Musicalteaters folk leverer kunstnerisk på højeste niveau. Det kan ingen være uenige om. De er direkte banebrydende, og second to none i Danmark i deres genre.

Problemet ligger et helt andet sted: i det kommercielle potentiale og i den økonomiske konstruktion, hvor skatteborgerne i Fredericia skal betale. Hvis staten for alvor vil musicalgenren, burde en større del af regningen derfor også løftes over Finansloven. Et lokalt budget på mere end 20 millioner kroner om året kræver, at ambitionerne og potentialet står mål med investeringen – og historien har vist, hvor sårbar økonomien omkring teatret har været. Det år, hvor man rundede 100 millioner i omsætning, og lavede én million i overskud, blev efterfulgt af en to-cifrede millionkonkurs, som fredericianerne, erhvervsliv og SKAT (borgerne igen) måtte betale, og når man i 2026 taler om afledte effekter, må vi bare konkludere: Hvor? Der sælges ikke mere tøj, ikke mere is, ikke mere mad, som der gjorde i de første glade “Disney-år”. Og bosætningen, der tilgår byen på bedste vis, kommer heller ikke fra teater, fodbold eller lignende indsatser. Det kommer fordi, børn, børnebørn, uddannelse, arbejde eller andet sender dem mod Fredericia. PUNKTUM.

Men.

Nu peger pilen i stedet mod et stort kulturhus med bibliotek, museum og musicalteater under samme tag. Det kan blive både flot, funktionelt og godt for Fredericia, og Peder Tind kan blive borgmesteren, der samler tre af byens store kulturinstitutioner i én bygning. Men kulturhuse findes over hele landet. Den løsning løser nogle konkrete problemer – den gør ikke i sig selv Fredericia unik.

Lad os være ærlige. Den ene “vision” efter den anden er blevet lanceret ud fra skrøbeligt Wikipedia materiale, hvor de samme paroler igen og igen bliver solgt som store visioner. Det er de bare ikke. De er for intet at regne i sammenligning med så meget andet, for uanset om man bor i Silkeborg eller Lemvig, kan man skrive præcis de samme argumenter.

Men i Fredericia bor der en enorm stor og bred interesse og viden om den nationalhistoriske vinkel. Det kan vi se med de mange historiske foreninger, og den store opbakning herfra. Det vil nu være op til debatten og de respektive bestyrelser at holde skidt fra kanel.