Karsten Byrgesen anerkender, at Gothersgade 20b ikke er i særlig god stand. Han undres over, hvorfor informationerne om medarbejdernes oplevelser ikke er videregivet.

Forhold om åndedrætsbesvær, spande på gulvene, loftplader, der er faldet ned, og informationer fra arbejdsmiljørepræsentanten og tillidsrepræsentanten, der ikke er givet videre til direktionen. Det er fire ud af flere forhold, som tidligere medarbejdere har beskrevet om Gothersgade 20b. Det forholder Karsten Byrgesen sig til.

– Jeg tænker, at vi skal prøve at komme ind til, hvad det drejer sig om. Det er den del af bygningen, der ligger sydøst for Rådhuset. Bygningen er over årene blevet gammel og “træt”, og derfor ønsker kommunen at skille sig af med den. I den træthedsfase er der medarbejdere, der siger, at de har påpeget uhensigtsmæssige ting med bygningen, og det anerkender jeg, men i det kommunale system har de en ledelsesrække at gå til. Lederen har pligt til at bringe det videre, man har medarbejdere, der har direkte adgang til direktøren og kommunaldirektørerne, så jeg har svært ved at forstå, at de ikke er gået videre med det, siger Byrgesen.
Som politiker mener Karsten Byrgesen ikke, han kan reagere i den pågældende sag, eftersom det er episoder, der ikke er sket her og nu.

– Det er træls for dem, men det er ikke noget, jeg som politiker eller på vegne af forvaltningen kan tage mig af. Man har også en tredje mulighed for at gøre noget: nemlig at gå direkte. Man kan ringe eller møde op på kontoret, og der er en whistleblowerordning. Jeg forstår ikke, hvem der kan have en interesse i, at medarbejderne ikke er blevet hørt, da det er vigtigt, at arbejdsmiljøet er i orden, forklarer Karsten Byrgesen og fortsætter:

– Jeg har ikke hørt om det før, da det ikke er en del af mit arbejde i det tekniske udvalg. Jeg er blevet opmærksom på det efter, at jeres avis skrev om det, og jeg har sat mig ind i det efterfølgende. Jeg kan se en, der har fået stød, og der sendes elektriker ud, så fejlen udbedres.
Hvad skal man gøre i sådan en sag som medarbejder?

– Det man kan gøre er meget klart. Man kan sige til medarbejderne, at de kan være trygge ved direktionen. Vi har alle en interesse i, at medarbejderne har et godt arbejdsmiljø, og med til det hører, at man bliver hørt. Man har instanser, der gør, at man bliver hørt, og det er vigtigt, hvis der er noget, der ikke er i orden, at man reagerer. Jeg oplever selv adskillige gange, at mennesker på tværs af kommunen kontakter mig med en bekymring, de har. Det kan være alt muligt andet end arbejdspladsen, og det hjælper jeg altid med, og så hjælper jeg dem det rigtige sted hen eller får et tilfredsstillende svar, siger Karsten Byrgesen.

Afdelingen, der sad i Gothersgade 20b, endte med at fraflytte bygningen i 2023 til Sct. Joseph. Spørgsmålet er, om det skete for sent ud fra de nævnte forhold.

– Så langt inde i sagen har jeg ikke styr på, hvad der er sket. Det er lidt væk fra mit politiske ansvar, som jeg med glæde tager. Jeg har haft lejlighed til at tale om sagen med kommunaldirektøren og chefen for området, René Olesen, hvor jeg har fået en tilfredsstillende forklaring. Jeg forstår på samtalerne, at de er uforstående over for, at de ikke har hørt om tingene, da de har en villighed til at reagere hurtigt og konsekvent, hvis der er noget, og når de ikke har hørt noget, så bliver der ikke reageret, slutter Karsten Byrgesen.

Aktindsigter viser dog, at René Olesen kendte til forholdene i bygningen.

Læs også: