Sydøstjyllands Politi melder fredag aften om en kraftig brand på Ellerhammervej i Vejle med massiv røgudvikling. Flere veje er spærret, og beboere i området opfordres til at søge væk fra røgen.
Klokken 19.02 fredag aften udsendte Sydøstjyllands Politi en myndighedsmeddelelse om branden. Brandvæsnet er gået i gang med slukningsarbejdet, men røgen fra stedet er omfattende, og politiet beder alle, der opholder sig i området, om at søge væk og følge anvisningerne fra politi og redningsberedskab på stedet.
En halv time senere, klokken 19.23, fulgte politiet op med oplysninger om vejspærringer i forbindelse med indsatsen. Horsensvej er spærret i begge retninger fra krydset ved Niels Finsensvej til Moldevej. Viborgvej er spærret mod syd fra Ellerhammervej, og en del af Finlandsvej er ligeledes spærret.
Politiet opfordrer trafikanter til ikke at søge mod området.
AVISEN følger udviklingen.









