Når politikerne jamrer over deres egne aftaler

Jeg savner politikere, der taler lige ud af posen og står ved deres valg, også når det koster. Man kan ikke både præsentere et forlig som ansvarligt og bagefter kritisere det, som om ansvaret ligger hos alle andre.

I Fredericia beklager visse lokalpolitikere sig over dele af det budgetforlig, de selv har valgt at være med i. De vil gerne have indflydelse, de vil gerne have æren for de gode resultater, og de vil samtidig fralægge sig ansvaret for de dårlige. Men sådan fungerer virkeligheden ikke.

Når 21 byrådsmedlemmer indgår et forlig, må alle give afkald på noget. Det er helt legitimt at være uenig i enkelte dele af en aftale. Men der er forskel på at forklare, hvad man måtte opgive, og på bagefter at fremstille forliget, som om man næsten ikke kan stå inde for det.

Hvad er det, man vil fortælle borgerne? At der er synd for mig, at man ikke kunne få sin politik igennem? At man har måttet acceptere prioriteringer, man ikke bryder sig om? Det hører med til politik. Men hvis man mener, at aftalen er så dårlig, at den strider mod ens grundlæggende politiske overbevisning, så lad da være med at indgå den.

Et flertal på 21 mod 0 er ikke et kvalitetsstempel. Det fortæller, at alle har accepteret aftalen. Er prisen for at komme med i forliget, at man må sælge sin politiske sjæl til højestbydende, så bør man overveje, om pladsen ved forhandlingsbordet er prisen værd.

Vi nærmer os kejserens nye klæder. Politikerne står side om side og præsenterer et stort, ansvarligt og historisk kompromis. Men bagefter begynder nogle at fortælle, hvor meget de egentlig er imod, hvor mange ønsker de ikke fik opfyldt, og hvor utilfredse de er med de besparelser, de selv har accepteret.

Så kære lokalpolitikere: Hvis I mener, at aftalen samlet set er god, så stå ved den. Hvis I mener, den er dårlig, så forklar, hvorfor I indgik den. Og hvis I ikke kan stå inde for resultatet, bør I overveje, om jeres underskrift hører hjemme dér.