UDDANNELSE. Lige ned til Lillebælt, hvor de historiske bygninger nu står midt i en større renovering, tager Højskolen Snoghøj hul på et nyt kapitel. Højskolen har valgt Kirsten Hassing som ny bestyrelsesformand, og sammen med forstander Kim Røge og den øvrige bestyrelse skal hun sætte retningen for de kommende år.

Kirsten Hassing overtager formandsposten på Højskolen Snoghøj efter Birgit Fuglsang. Hun har siddet i bestyrelsen siden 2024.

Kirsten Hassing har siddet i bestyrelsen siden 2024 og overtager formandsposten fra Birgit Fuglsang, der har valgt at give stafetten videre. »Højskolen Snoghøj har et stærkt fundament og en unik historie. Samtidig oplever vi en positiv udvikling, hvor der investeres i rammerne omkring højskolen, og hvor ambitionerne er høje. Jeg glæder mig til at være med til at understøtte denne udvikling sammen med forstanderen, medarbejderne og den øvrige bestyrelse,« siger Kirsten Hassing.

Skiftet på formandsposten falder sammen med en periode, hvor højskolen vil meget. Flere af de historiske bygninger gennemgår i øjeblikket en renovering, der skal sikre moderne rammer for både nuværende og kommende elever, og samtidig arbejder højskolen målrettet på at trække flere elever til længerevarende ophold på den almene højskole. »Vi står et rigtig godt sted som højskole. Vi oplever stor interesse for vores aktiviteter, og vi har klare ambitioner om at udvikle både vores tilbud og vores fysiske rammer,« fortæller forstander Kim Røge. »Med en stærk bestyrelse og et fælles fokus på kvalitet, fællesskab og udvikling har vi et godt udgangspunkt for de kommende år.«

Bestyrelsen er samtidig udvidet med nye medlemmer, der ifølge højskolen tilfører flere kompetencer og styrker den lokale forankring i Fredericia. Højskolen Snoghøj har gennem årene opbygget en særlig profil inden for scenekunst, kultur og folkeoplysning, og den profil skal fortsat være et kendetegn. »Højskolen Snoghøj har gennem mange år opbygget en særlig position inden for scenekunst og kreative fællesskaber. Det skal vi fortsat udvikle på, samtidig med at vi styrker den almene højskole og åbner os endnu mere mod lokalsamfundet,« siger Kim Røge.

Netop forholdet til byen omkring højskolen bliver et af de kommende års fokusområder. Højskolen ønsker at knytte tættere bånd til lokale kulturinstitutioner, virksomheder, foreninger og borgere. »Højskolen Snoghøj er en vigtig del af Fredericia og Trekantområdet. Vi ønsker at udvikle relationerne til lokale kulturinstitutioner, virksomheder, foreninger og borgere, så højskolen i endnu højere grad bliver et aktiv for hele lokalområdet,« forklarer Kim Røge.

Ud over formanden består bestyrelsen af Birgit Fuglsang, Ole Toftdahl, Lars Mølsted, Lisbet Holten Lambert, Amalie Larsen, Rasmus Lyngkjær og Hans Christian Leonhard.

Højskolen Snoghøj har programmet klar for sommeren og efteråret 2026, som kan ses på snoghoj.dk.