Af Kirsten Hassing Nielsen, næstformand i Senior- og Socialudvalget, Det Konservative Folkeparti

Det er virkelig glædeligt, at det i denne uge er offentliggjort, hvilke positive resultater der er nået i Peer-Partnerskabets arbejde med psykisk sårbare mennesker i projektet ”Vejen til hverdagslivet”. Projektet viser, at vi kan lykkes med at hjælpe psykisk sårbare til at blive en del af fællesskabet gennem hjælp fra andre mennesker, som har haft psykisk sårbarhed inde på livet. Det er nødvendigt, at vi fastholder og udbreder disse vigtige resultater.

I et velfærdssamfund fortjener alle at blive en del af fællesskabet, da det giver livskvalitet at være en del af noget sammen med andre. Jeg er derfor enorm glad for, at Fredericia har været en del af et projekt, som har vist positive resultater i arbejdet med at hjælpe psykisk sårbare mennesker til mere livskvalitet ved at inkludere dem i tilbud, hvor de kan være sammen med andre mennesker og indgå i aktiviteter.

Hvordan vi hjælper psykisk sårbare mennesker bedst muligt er en særdeles vanskelig opgave, og der kan være langt fra den politiske vision og ambition til, hvad der rent faktisk virker i praksis. Og ønsket om at styrke den mentale trivsel og forebygge ensomhed hos mange grupper af mennesker har aldrig været større.

For Det Konservative Folkeparti er det helt afgørende, at de politiske visioner føres ud i livet og at de fungerer og gør en forskel for de mennesker, det handler om. Ellers er vores visioner værdiløse.

Resultaterne fra projektet Vejen til hverdagslivet er et af de gode eksempler på en vision, der føres ud i livet og som gør en kæmpe forskel for de enkelte mennesker. Med et stigende antal af mennesker med psykiske problemstillinger, er det derfor særlig vigtigt, at vi nu har nogle gode bud på, hvordan vi kan lykkes med de sociale indsatser, og hvor vi styrker den mentale trivsel.

Samtidig er det interessante ved projektet, at det sker i samarbejde med det civilsamfund og de Peers, som stiller sig til rådighed for at hjælpe andre mennesker. For hverken politikere eller kommuner kan løse disse opgaver selv. Det viser med al tydelighed, at vi har brug for civilsamfundet.

Jeg er stolt af, at Fredericia har bidraget til skabe resultater af stor betydning, og som er indgået i samarbejde med de stærke aktører Peer-Partnerskabet, SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed, Det Sociale Netværk og med støtte fra Willum Fonden og Velux Fonden.
Nu skal der bare arbejdes for at udbrede de gode erfaringer, så det kan komme flere mennesker til gavn også i Fredericia. Alle fortjener at blive en del af et fællesskab, og vi har brug for alle mennesker i civilsamfundet.

0 0 stemmer
Article Rating
Følg
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer