I kølvandet på den omfattende kritik, der er kommet fra flertallet af partierne i Fredericia Byråd under den igangværende budgetproces, træder gruppeformanden for Socialdemokratiet, Søren Larsen, nu frem med en reaktion. Processen, der omfatter nødvendige besparelser på millioner af kroner i kommunen, har skabt frustrationer og følelser blandt både borgere og byrådsmedlemmer. Søren Larsen understreger vigtigheden af åbenhed og borgerinddragelse i den svære beslutningsproces.


Søren Larsen er rolig og imødekommende, men taler med en alvor i stemmen, når han fortæller, at ingen politikere vælger at gå ind i politik for at skulle stå for besparelser. Det er bare ikke sjovt, og slet ikke, når de negative tal overhaler optimistiske ideer. Ofte er året før et kommunalvalg et investeringsår – nogle gange endda et “gaveår”. Men sådan er det ikke i år. Det er dog ikke kun de mulige besparelser, der møder modstand; det er også processen, og det forstår Søren Larsen til dels godt, når man ser, hvor man står økonomisk nu. For ham er det imidlertid vigtigt, at processen er åben, at medarbejderne bliver hørt, og at de mange borgere, der hver dag gør en forskel i og for byen, får mulighed for at kvalificere debatten, inden eventuelle besparelser ser dagens lys.

Søren Larsen (S). Foto: AVISEN

– Jeg er tilhænger af åbenhed. Jeg er tilhænger af høringssvar. Jeg er tilhænger af, at dem med fingeren på pulsen kan give os indsigt som politikere, inden vi beslutter, hvad vi skal gøre, siger Søren Larsen. Han henviser til den nuværende budgetproces, hvor flere forslag fra forvaltningen er blevet nedstemt, hvilket ifølge ham har hæmmet muligheden for at tage imod høringssvar fra borgerne.

Han understreger derfor, at denne høringsfase er afgørende for at kvalificere byrådets arbejde og sikre de bedst mulige resultater for kommunen.

– Det, der sker nu, når man stemmer forvaltningens oplæg ned, er, at vi ikke kan arbejde med det i en høringsfase. Jeg mener, at denne høringsfase er vigtig. Den er, som sagt, med til at kvalificere vores arbejde og sikre det bedst mulige resultat til sidst.

Med tanke på de besparelser, der skal findes, erkender Søren Larsen, at det aldrig er en nem proces.

– Det er aldrig sjovt at skulle spare, og jeg kan sagtens forstå, at mange bliver frustrerede. Jeg forstår også kritikken af, at ingen kan lide at se sig selv i budgettet år efter år.

Søren Larsen nævner eksempler som musikterapi og I. P. Schmidts køkken, der gentagne gange har været udsat for spareforslag, hvilket ifølge Larsen ikke er en holdbar løsning.

– Det bliver for meget. Derfor skal de samme områder ikke gentages år efter år i et budget. Det er ganske enkelt ikke fair, og det har vi også givet udtryk for. Vi forsøger, i det omfang det er muligt inden for vores område at lytte til alle borgere og medarbejdere, fortæller den socialdemokratiske viceborgmester i Fredericia Kommune.

Den omfattende kritik af budgetprocessen og det faktum, at processen er blevet overhalet af virkeligheden siden beslutningen blev taget for seks måneder siden, møder også forståelse hos gruppeformanden.

– Overordnet set forstår jeg godt kritikken af processen, men virkeligheden har overhalet processen siden vi tog beslutningen for seks måneder siden. Vi kan ikke ændre det radikalt nu, når vi står midt i processen, forklarer Larsen.

Selvom kritikken er forståelig, mener Larsen, at det er nødvendigt at stå ved de beslutninger, der blev truffet, og arbejde på at forbedre processen fremadrettet.

– Jeg mener, vi må stå til ansvar for vores beslutning fra seks måneder siden og tage de bedste elementer med fra denne metode – og så gøre det endnu bedre næste gang. Jeg ved også, at andre kommuner arbejder med andre løsninger, herunder metoder, hvor man har tal – men hvor man ikke er helt så konkret. Det er en lukket måde at gøre det på – det skaber ikke frygt, i modsætning til åbenhed, hvor man kan høre folk i processen. Det er vel her, vi skal finde en balance, for medarbejderne havde bedt om en åben proces med behandling i fagudvalg for at kvalificere det. Det har vi gjort, siger Søren Larsen.

Gruppeformand for Det Konservative Folkeparti, Tommy Rachlitz Nielsen har kritiseret, at man ikke får et samlet overblik, tid til at kunne studere hele økonomien og det gør det svært at træffe det svære beslutninger. Det er Søren Larsen enig i, men det er ikke muligt at gøre anderledes nu.

– Jeg kan også godt forstå kritikken af, at alle ikke sidder i et udvalg. Det er en berettiget kritik, men det er ikke nyt – de burde have sagt det, da vi besluttede metoden for seks måneder siden, siger Larsen og slutter:

– I bund og grund drejer det sig om en åben proces, der inddrager alle, så politikerne har de informationer, de skal bruge for at gøre det bedre. Hvert eneste år er der noget, man ønsker at gøre anderledes. Ønsker og behov ændrer sig simpelthen.

Læs også